10 december 2006

4 dage i Temecula (Mogens)


Klik på billederne for at forstørre

Så er vores 4 dages stop-over i Californien gået.

Vi har boet hos Rick og Althea som jeg kender fra min tid som warehouse manager (ja, også titlerne er større i USA) i en møbelbutik som importerede danske designer- og andre kvalitets møbler. Althea var butiksbestyrer og Rick var også tilknyttet forretningen som marketings konsulent.
Siden har vi haft sporadisk kontakt og Lisbet og jeg besøgte dem da også da vi flyttede hjem fra New Zealand for 10 år siden.

De bor i dag sammen med deres datter Micah i Temecula som ligger 1½ times kørsel (på en god dag) syd for LA. Rick driver stadig konsulentvirksomhed indenfor
marketing mv. og hjælper gerne danske eller andre virksomheder som ønsker at etablere sig på det amerikanske marked. Althea tager sig af stabsfunktionerne.



Vi havde valgt at tage turen omkring Californien primært for at dele den lange tur op i to dele, men også for at besøge Rick og Althea samt at gå i Disneyland med pigerne.

Amerikanere er generelt imødekommende og gæstfrie og vores værtspar er ingen undtagelse. Konstant bliver der spurgt til vores velbefindende og vores evt. ønsker til at se eller foretage sig dette eller hint. Vi ville måske helst bare hænge ud og lade pigerne lege, men nåede dog følgende:


Temecula Childrens Museum - et interaktivt naturteknisk museum med udstillinger i bedste Georg Gearløs stil.











Pachenca Casino - spil er ikke lovligt i Californien, men på indianer land går alting åbenbart an, inkl. casinoer i bedste Vegas stil og næsten størrelse. Temecula som er en by på størrelse med Ålborg, har indtil flere af disse “indianer kasinoer” hver især med flere hundrede af de enarmede men selvfølgelig også roulette mv.






Disneyland - se billeder andetsteds.


En tur rundt i Temecula Old Town - hvor indtil flere af bygningerne er næsten hundrede år gamle - det er meget på disse kanter og arkitekturen er udpræget Wild West stil. Dette gælder også nyere bygninger, som rask væk bliver iklædt groft tilskårne brædder, verandaer med rækværk og forhøjede facader mod gaden.













Thanksgiving dinner - denne fine amerikanske og vist nok mindst kommercialiserede tradition fik vi lov at nyde sammen med vores værtspar og en stor kalkun. Samtidig blev min fødselsdag fejret på behørig vis.





<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?