01 januar 2007
Jul i Auckland (Mogens)
Klik på billederne for at forstørre.
Vi havde ikke planlagt de helt store ‘reunion parties’ i Auckland udover en visit hos min tidligere chef hos Danske Møbler, Allan og hans kone Kerry. Allan er som det vil fremgå af linket af dansk afstamning og således hvad vi hjemme i Danmark vil betegne som anden genrations indvandrer. Min forbindelse til Allan og Danske Møbler stammer fra min ‘dannelsesrejse’ (jeg ved ikke om det lykkedes) i ‘87 hvor jeg blaffede rundt i NZ i 2 måneder. Jeg hørte om Danske Møbler og fandt det naturligt som snedker at opsøge dem. Blev modtaget med åbne arme og fik den helt store rundvisning. Min næste kontakt med Allan var i ‘93 hvor han var venlig at sende et jobtilbud til brug for vores visumansøgning og emigration. Allan har arvet sin positive indstilling fra sine forældre og er et fint eksempel på den her til lands så udbredte ‘no worries’ indgangsvinkel til mange forhold.
Den danske koloni i Auckland udgjorde i sin tid fundamentet i vores sociale netværk og tilfældet ville, at vi i under vores juleindkøb i et indkøbscenter rendte ind i Annette som også er anden genration. Det blev således til et dejligt gensyn hos hende og Lucien (anden generations fra Holland) og deres 3 piger som er nogenlunde jævnaldrende med vores. Det er en fornøjelse at se pigerne lege. For Laura’s vedkommende foregår det på engelsk, med alt det hun har lært og mere kommer hurtigt til. De andre to klarer sig med ‘danglish’ og en smule tegnsprog.
Det er sjovt at se folk igen, efter ikke at have haft kontakt i 10 år. De fleste ligner sig selv - klart nok, jeg ser jo også ligeså godt ud som for ti år siden.
Juleaftensdag bød på et gensyn med Per som rundede de 50 år og derfor bød på brunch i haven. Per, som er gift med kiwi Dianne har boet hernede i en del år efterhånden. Med til festen var der udover et ‘surprise visit’ fra DK, (ikke os) mange af de mere perifere bekendte, så vi fik lige opdateret hele vejen rundt.
Julen blev tilbragt sammen med vore værter Susan og Dave på kiwi manér dvs. at juleaften gik vi tidligt i seng for at stå tidligt op julemorgen og tjekke om julemanden havde været og fylde sokkerne fra kaminhylden op. Og mindsanten om ikke det var sket - HO HO. Som om det ikke var nok var der selvfølgelig også et (plastic)træ med masser af gaver under. De blev hurtigt flået op med stor entusiasme. Det bedste synes jeg dog var julefrokosten, den utrolig lækre skinke og alt tilbehøret som vi fik eftermiddagen til at gå med, at sætte til livs i selskab med vore værter og Daves søster og svoger. Alt imens børnene (6 piger) legede med havebassin mm.
Den 26. sagde vi farvel og på gensyn til vore værter og lagde kursen mod syd.
Inden vi forlod Auckland aflagde vi Lisbets gamle chef (som ikke er så gammel endda) Yvonne et besøg. Yvonne er også andengenerations indvandrer fra Holland og drev i sin tid en salon i Mt. Eden, men har siden oprioriteret sin frihed og nøjes nu om stunder med at leje en stol i en salon (et forholdsvis udbedt fænomen på disse kanter). Frisører er jo generelt gode til at snakke og med Yvonne er det ingen problem at holde snakken gående. Lisbet fik lige trimmet lokkerne inden vi igen tankede Previaen op og forlod storbyen Auckland.
Vi havde ikke planlagt de helt store ‘reunion parties’ i Auckland udover en visit hos min tidligere chef hos Danske Møbler, Allan og hans kone Kerry. Allan er som det vil fremgå af linket af dansk afstamning og således hvad vi hjemme i Danmark vil betegne som anden genrations indvandrer. Min forbindelse til Allan og Danske Møbler stammer fra min ‘dannelsesrejse’ (jeg ved ikke om det lykkedes) i ‘87 hvor jeg blaffede rundt i NZ i 2 måneder. Jeg hørte om Danske Møbler og fandt det naturligt som snedker at opsøge dem. Blev modtaget med åbne arme og fik den helt store rundvisning. Min næste kontakt med Allan var i ‘93 hvor han var venlig at sende et jobtilbud til brug for vores visumansøgning og emigration. Allan har arvet sin positive indstilling fra sine forældre og er et fint eksempel på den her til lands så udbredte ‘no worries’ indgangsvinkel til mange forhold.
Den danske koloni i Auckland udgjorde i sin tid fundamentet i vores sociale netværk og tilfældet ville, at vi i under vores juleindkøb i et indkøbscenter rendte ind i Annette som også er anden genration. Det blev således til et dejligt gensyn hos hende og Lucien (anden generations fra Holland) og deres 3 piger som er nogenlunde jævnaldrende med vores. Det er en fornøjelse at se pigerne lege. For Laura’s vedkommende foregår det på engelsk, med alt det hun har lært og mere kommer hurtigt til. De andre to klarer sig med ‘danglish’ og en smule tegnsprog.
Det er sjovt at se folk igen, efter ikke at have haft kontakt i 10 år. De fleste ligner sig selv - klart nok, jeg ser jo også ligeså godt ud som for ti år siden.
Juleaftensdag bød på et gensyn med Per som rundede de 50 år og derfor bød på brunch i haven. Per, som er gift med kiwi Dianne har boet hernede i en del år efterhånden. Med til festen var der udover et ‘surprise visit’ fra DK, (ikke os) mange af de mere perifere bekendte, så vi fik lige opdateret hele vejen rundt.
Julen blev tilbragt sammen med vore værter Susan og Dave på kiwi manér dvs. at juleaften gik vi tidligt i seng for at stå tidligt op julemorgen og tjekke om julemanden havde været og fylde sokkerne fra kaminhylden op. Og mindsanten om ikke det var sket - HO HO. Som om det ikke var nok var der selvfølgelig også et (plastic)træ med masser af gaver under. De blev hurtigt flået op med stor entusiasme. Det bedste synes jeg dog var julefrokosten, den utrolig lækre skinke og alt tilbehøret som vi fik eftermiddagen til at gå med, at sætte til livs i selskab med vore værter og Daves søster og svoger. Alt imens børnene (6 piger) legede med havebassin mm.
Den 26. sagde vi farvel og på gensyn til vore værter og lagde kursen mod syd.
Inden vi forlod Auckland aflagde vi Lisbets gamle chef (som ikke er så gammel endda) Yvonne et besøg. Yvonne er også andengenerations indvandrer fra Holland og drev i sin tid en salon i Mt. Eden, men har siden oprioriteret sin frihed og nøjes nu om stunder med at leje en stol i en salon (et forholdsvis udbedt fænomen på disse kanter). Frisører er jo generelt gode til at snakke og med Yvonne er det ingen problem at holde snakken gående. Lisbet fik lige trimmet lokkerne inden vi igen tankede Previaen op og forlod storbyen Auckland.
