01 januar 2007
Mest for OK ansatte og andre benzin-nørder (Mogens)
Klik på billederne for at forstørre.
På denne tur har vi besluttet at transportere os selv i en Toyota Previa eller rettere en Estima, da det er en japansk model importeret til New Zealand som brugt. Dette importfænomen er meget udbredt her i landet og må formodes at skyldes at japanerne også kører i den ‘forkerte’ side. Den eneste mangel er så at den medfølgende radios FM modtager kun modtager fra 76 til 91 Mhz. Da New Zealandske radiostationer i store træk boltrer sig på de samme frekvenser som danske, betyder det jo at man har et meget begrænset udbytte af radioen. Med 3 børn på bagsædet er det dog ikke noget problem at opretholde et passende lydniveau. Med automatgear, aircon kørende og masser af bjergkørsel præsterer bilen ca. 8,2 km på en liter blyfri 91. Vi har derfor frekventeret en del benzinstationer. Og godt det samme, da dette var et vægtigt argument i min orlovsansøgning til OK.
Her har jeg samlet en del fotografiske indtryk fra denne odyssé igennem den New Zealandske benzinbranche. Her er tilsyneladende ingen BEK555 eller andre snærende bånd. Min research er meget uvidenskabelig og givet langt fra udtømmende, men der ses både salgspladser uden afløb, tage af tømmer og mange andre fine detaljer.
På den afbildede forholdsvis nye Mobil station (som havde både afløb og udskiller) har jeg dog tankvognschaufførens ord for, at dampretur ikke er noget man bekymrer sig om her til lands til trods for kiwiernes selvopfattelse som værende både ‘clean’ og ‘green’. Bemærk i øvrigt på billedet med den fine truck, den i skærmtaget indbyggede højttaler som kører konstant, med det vi vist kalder butiksbudskaber. En idé man måske har hentet hertil fra Horsens egnen.
Ja, en tur til New Zealand er på mange områder en rejse tilbage i tiden. Her finder man sine steder stadig benzinstationer med en slange over indkørslen, som - når den bliver kørt over - aktiverer en klokke i butikken eller værkstedet. Frem kommer en imødekommende mand, som venligt spørger til en velbefindende, tanker bilen op og tjekker olien.
Her er en udtalt mangel på diodeprisskilte, så måske min ven Bent Møller skulle lægge vejen forbi. Han skal dog være forberedt på at sollyset er noget kraftigere her og at kiwierne ikke synes at have den samme besættelse med at skifte priser i i tide og utide.
New Zealand er et dejligt land og stod allerforrest da der blev uddelt vejsving. Dette gør kørslen dejligt varieret og er samtidig en udfordring når man kører med en dyrebar last af den ene eller anden slags. Turister og tankvognschaffører har jo en tendens til at komme ud i de aller yderste afkroge af landet og her er vejene ofte grusveje og med talrige envejs broer. Dette til trods skiltes der konsekvent med 100 km/t, hvilket kan undre. Apropos tankvognskørsel, så tjek lige denne her fra TV nyhederne den anden dag.
Skulle man nu have fået lyst til at bosætte sig i NZ og desværre ikke kan håndtere en stor lastbil, er der selvfølgelig mulighed for at stå bag disken. Jeg faldt på min vej over dette tilbud i Kawhia med en en fin udsigt som nok kun matches af SuperBrugsen Glyngøre, mit hjemmekontor og nogle få andre. Bemærk i øvrigt det fine eksemplar af et Pohutukawa træ, også kendt som det New Zealandske juletræ pga. de røde blomster på denne tid af året.
Og så slutter vi lige med en rigtig lækker stander….
På denne tur har vi besluttet at transportere os selv i en Toyota Previa eller rettere en Estima, da det er en japansk model importeret til New Zealand som brugt. Dette importfænomen er meget udbredt her i landet og må formodes at skyldes at japanerne også kører i den ‘forkerte’ side. Den eneste mangel er så at den medfølgende radios FM modtager kun modtager fra 76 til 91 Mhz. Da New Zealandske radiostationer i store træk boltrer sig på de samme frekvenser som danske, betyder det jo at man har et meget begrænset udbytte af radioen. Med 3 børn på bagsædet er det dog ikke noget problem at opretholde et passende lydniveau. Med automatgear, aircon kørende og masser af bjergkørsel præsterer bilen ca. 8,2 km på en liter blyfri 91. Vi har derfor frekventeret en del benzinstationer. Og godt det samme, da dette var et vægtigt argument i min orlovsansøgning til OK.
Her har jeg samlet en del fotografiske indtryk fra denne odyssé igennem den New Zealandske benzinbranche. Her er tilsyneladende ingen BEK555 eller andre snærende bånd. Min research er meget uvidenskabelig og givet langt fra udtømmende, men der ses både salgspladser uden afløb, tage af tømmer og mange andre fine detaljer.
På den afbildede forholdsvis nye Mobil station (som havde både afløb og udskiller) har jeg dog tankvognschaufførens ord for, at dampretur ikke er noget man bekymrer sig om her til lands til trods for kiwiernes selvopfattelse som værende både ‘clean’ og ‘green’. Bemærk i øvrigt på billedet med den fine truck, den i skærmtaget indbyggede højttaler som kører konstant, med det vi vist kalder butiksbudskaber. En idé man måske har hentet hertil fra Horsens egnen.
Ja, en tur til New Zealand er på mange områder en rejse tilbage i tiden. Her finder man sine steder stadig benzinstationer med en slange over indkørslen, som - når den bliver kørt over - aktiverer en klokke i butikken eller værkstedet. Frem kommer en imødekommende mand, som venligt spørger til en velbefindende, tanker bilen op og tjekker olien.
Her er en udtalt mangel på diodeprisskilte, så måske min ven Bent Møller skulle lægge vejen forbi. Han skal dog være forberedt på at sollyset er noget kraftigere her og at kiwierne ikke synes at have den samme besættelse med at skifte priser i i tide og utide.
New Zealand er et dejligt land og stod allerforrest da der blev uddelt vejsving. Dette gør kørslen dejligt varieret og er samtidig en udfordring når man kører med en dyrebar last af den ene eller anden slags. Turister og tankvognschaffører har jo en tendens til at komme ud i de aller yderste afkroge af landet og her er vejene ofte grusveje og med talrige envejs broer. Dette til trods skiltes der konsekvent med 100 km/t, hvilket kan undre. Apropos tankvognskørsel, så tjek lige denne her fra TV nyhederne den anden dag.
Skulle man nu have fået lyst til at bosætte sig i NZ og desværre ikke kan håndtere en stor lastbil, er der selvfølgelig mulighed for at stå bag disken. Jeg faldt på min vej over dette tilbud i Kawhia med en en fin udsigt som nok kun matches af SuperBrugsen Glyngøre, mit hjemmekontor og nogle få andre. Bemærk i øvrigt det fine eksemplar af et Pohutukawa træ, også kendt som det New Zealandske juletræ pga. de røde blomster på denne tid af året.
Og så slutter vi lige med en rigtig lækker stander….
