02 januar 2007
Vi har været på vulkaner (Mogens)
Klik på billederne for at forstørre.
De sidste dage har vi været på vulkaner, nærmere betegnet de 3 i Tongariro nationalparken i midten af nordøen, Mt. Ruapehu (2797 moh.), Mt. Ngauruhoe og Mt. Tongariro, hvoraf den førstnævnte er den højeste og mest aktive. Faktisk var den i kraftigt udbrud i september og oktober 1995, da vi boede her nede. Skisæsonen 1996 blev derfor helt afskrevet og det betyder også at kratersøen nu er ved at være fyldt op igen.
Se billedet som jeg har lånt.
Vandstanden er under 3 meter fra kanten og de kloge forventer, at de relativt porøse bjergsider giver efter for trykket til februar eller marts. Det kunne jo være interessant og blive hængende og se. Det samme skete juleaftensdag 1953, da en enorm strøm af vand og vulkansk mudder strømmede ned af bjergets sydside og skyllede en jernbanebro over en kløft bort, blot minutter før toget fra Wellington til Auckland kom, med det resultat at 153 mennesker kørte i døden. Så galt skulle det ikke gå denne gang forsikrer man mig for. Avancerede varselssystemer er installeret og en 5 meter høj og 300 meter lang betonvæg er støbt på på bjerskråningen for at styre strømmen bort fra både vandkraftværker drikkevandsforsyninger. Men man regner dog med at der bliver fast arbejde til indtil flere vejsjak.
Nu er det jo sådan med bjerge at de rager højt op og derfor ofte er skjult i skyerne. Efter seks besøg i parken, siger min personlige statistik, at man kan regne med godt vejr hver anden gang. Denne gang var det desværre ikke muligt at se toppen af Ruapehu, så I må nøjes med Ngauruhoe som sædvanligvis også står og fiser lidt.
Til gengæld var der drageflyvning på golfbanen foran det fine hotel The Grand Chateau. Og det havde sikkert været en stor succes hvis det havde været lidt mere end 5 grader.
De sidste dage har vi været på vulkaner, nærmere betegnet de 3 i Tongariro nationalparken i midten af nordøen, Mt. Ruapehu (2797 moh.), Mt. Ngauruhoe og Mt. Tongariro, hvoraf den førstnævnte er den højeste og mest aktive. Faktisk var den i kraftigt udbrud i september og oktober 1995, da vi boede her nede. Skisæsonen 1996 blev derfor helt afskrevet og det betyder også at kratersøen nu er ved at være fyldt op igen.
Se billedet som jeg har lånt.
Vandstanden er under 3 meter fra kanten og de kloge forventer, at de relativt porøse bjergsider giver efter for trykket til februar eller marts. Det kunne jo være interessant og blive hængende og se. Det samme skete juleaftensdag 1953, da en enorm strøm af vand og vulkansk mudder strømmede ned af bjergets sydside og skyllede en jernbanebro over en kløft bort, blot minutter før toget fra Wellington til Auckland kom, med det resultat at 153 mennesker kørte i døden. Så galt skulle det ikke gå denne gang forsikrer man mig for. Avancerede varselssystemer er installeret og en 5 meter høj og 300 meter lang betonvæg er støbt på på bjerskråningen for at styre strømmen bort fra både vandkraftværker drikkevandsforsyninger. Men man regner dog med at der bliver fast arbejde til indtil flere vejsjak.
Nu er det jo sådan med bjerge at de rager højt op og derfor ofte er skjult i skyerne. Efter seks besøg i parken, siger min personlige statistik, at man kan regne med godt vejr hver anden gang. Denne gang var det desværre ikke muligt at se toppen af Ruapehu, så I må nøjes med Ngauruhoe som sædvanligvis også står og fiser lidt.
Til gengæld var der drageflyvning på golfbanen foran det fine hotel The Grand Chateau. Og det havde sikkert været en stor succes hvis det havde været lidt mere end 5 grader.
