27 januar 2007
Wellington (Mogens)
Klik på billederne for at forstørre
Fra Napier gik turen 15/1 sydover via den en gang så danske by Dannevirke. Vi havde egentligt planlagt en overnatning her, men blev enige om at der var så lidt at komme efter at vi kørte videre til anden lille flække Woodville. Den følgende dag kom vi efter en flot 'indflyvning' gennem Rimutaka Ranges til Lower Hutt som er en forstad til hovedstaden Wellington.
Windy Welly (pga. den fremherskende vejrtype) ligger klemt inde mellem bjerge og byens vokseværk er fra et forholdsvis tidligt tidspunkt henvist til bjergsiderne og de nærliggende dale. Der blev af samme årsag tidligt etableret kabelbane til de højere luftlag. Denne tjener i dag vist overvejende til transport af turister som så fra toppen kan gå ned gennem den flotte botaniske have, ned forbi parlamentet og lige hen forbi alle butikkerne. Og det gjorde vi så (så godt som det nu lader sig gøre) og endte ved Nationalmuseet Te Papa, som er et forholdsvis nyt og dejligt børnevenligt sted med masser af knapper man kan trykke på og håndtag man kan rive i. Emma forsøgte sig som fåreklipper helt uden risiko for hverken Emma eller får da øvelsen bestod i, med en scanner at køre den rigtige retning henover en serie stregkoder som var klistret fast til et tøjfår. Ikke helt uvirkeligt da det var af afgørende betydning at strække skindet/stregkoderne ud for at få et fornuftigt resultat/score.
Det mest interessante var naturligvis udstillingen om jordskælv og ikke mindst den efterfølgende tur til kælderen for at se museets jordskælvsikrede fundamenter.
Og således endte vores tid på Nordøen.
Fra Napier gik turen 15/1 sydover via den en gang så danske by Dannevirke. Vi havde egentligt planlagt en overnatning her, men blev enige om at der var så lidt at komme efter at vi kørte videre til anden lille flække Woodville. Den følgende dag kom vi efter en flot 'indflyvning' gennem Rimutaka Ranges til Lower Hutt som er en forstad til hovedstaden Wellington.
Windy Welly (pga. den fremherskende vejrtype) ligger klemt inde mellem bjerge og byens vokseværk er fra et forholdsvis tidligt tidspunkt henvist til bjergsiderne og de nærliggende dale. Der blev af samme årsag tidligt etableret kabelbane til de højere luftlag. Denne tjener i dag vist overvejende til transport af turister som så fra toppen kan gå ned gennem den flotte botaniske have, ned forbi parlamentet og lige hen forbi alle butikkerne. Og det gjorde vi så (så godt som det nu lader sig gøre) og endte ved Nationalmuseet Te Papa, som er et forholdsvis nyt og dejligt børnevenligt sted med masser af knapper man kan trykke på og håndtag man kan rive i. Emma forsøgte sig som fåreklipper helt uden risiko for hverken Emma eller får da øvelsen bestod i, med en scanner at køre den rigtige retning henover en serie stregkoder som var klistret fast til et tøjfår. Ikke helt uvirkeligt da det var af afgørende betydning at strække skindet/stregkoderne ud for at få et fornuftigt resultat/score.
Det mest interessante var naturligvis udstillingen om jordskælv og ikke mindst den efterfølgende tur til kælderen for at se museets jordskælvsikrede fundamenter.
Og således endte vores tid på Nordøen.
