22 februar 2007
Vi besøger Sterndale (Lisbet)
Klik på billedet for at forstørre.
Søndag eftermiddag tog vi en tur på Sterndale. Det er den gård, som min storesøster Helle "tjente" på i sin tid. Den ejes i dag af en af sønnerne fra gården - James, som er bror til Charles fra Queenstown. Vi havde inviteret os selv til eftermiddags kaffe hos James og Fiona. Det var dejligt at se gården igen, som vi også besøgte i '96. Stuehuset er en stor villa, der er holdt i den gamle stil, det er lidt lige som at træde ind i et museum. Det er altså fantastisk, hvad de gjorde ved deres huse i gamle dage. Nå, vi fik serveret kaffe i haven ved siden af poolen, vejret var perfekt og pigerne badede. James og Fiona var meget hyggelige at være sammen med og de må have syntes det samme som os, for de inviterede os til at spise, hvilket vi selvfølgelig takkede ja til. Mens Fiona lavede lam (fra farmen) med kartofler, broccoli og squash fra haven, tog vi med James ud for at flytte køer. Med Mogens i kabinen og pigerne og jeg på ladet, startede alle tiders tur ud over markerne. James er tredje generation på gården, hvor opgaven lige fra starten i 30'erne har været at frembringe New Zealands bedste Angus kvæg.
Senere legede pigerne med 2 kattekillinger, det var jo ikke det værste der kunne ske. Det var en rigtig dejlig dag og pigerne var godt trætte da vi nåede til campingpladsen den aften.