06 marts 2007

Hytte Oscar - og vinderen er....(Akademiet)

Akademiet har været samlet (det har faktisk næsten ikke været adskilt siden november) og har i kategorien "Værste skodhytte" udpeget en vinder. Det var nemlig ret nemt. Og vinderen er.......Kawhia.
Der var tale om en standard hytte - laveste standard. Ét rum fyldt med køjesenge fra først i det 20. århundrede. Vinduerne var delvist tilmalet, hvilket selvfølgelig forbedrede udsigten en del ! Det var klamt og fugtigt i en sådan grad, at vinduerne ikke kunne lukkes helt uden et velrettet slag udefra.
Kawhia udmærkede sig nogle dage efter vores ophold ved at være gerningssted for et knivstikkeri med dødelig udgang. Politi og redningsmandskab måtte i første omgang opgive at udøve deres pligter og afvente forstærkning fra Hamilton, da den forsamlede feststemte menneskemængde udover at være både høje og skæve, også var ualmindeligt galsindede. Jo de forstår at feste i Kawhia. Ejeren af huset besluttede hurtigt at brænde huset af, for at viske tavlen ren - det kunne han jo også lige så godt, da kommunen for længe siden have påbudt ham at fjerne det.

I kategorien "Bedste udsigt" var det straks sværere at nå til enighed om en vinder. De var alle gode og havde forskellige kvaliteter. Lange drøftelser mundede ud i en afstemning. Og vinderen er........Opononi.
Der var tale om en køkkenhytte, som helt sikkert også kunne vinde i kategorien "Største afstand til toiletbygningen" (den lange bygning nederst i billedet).
Til gengæld var der ikke langt til busken udenfor. Hyttens interiør var ikke noget at skrive hjem om og den lille terrasse hvorfra den gode udsigt kunne nydes var tilsyneladende lavet inden vaterpasset for alvor blev udbredt på disse kanter.
Terrassen var dog ikke tilstrækkelig skæv til at de mange (åh så nuttede) geders efterladenskaber kunne trille ned i mellem brædderne. Det gik til gengæld helt godt med benene på havestolene, hvilket nemt kunne have resulteret i brug af vores rejseforsikring.

Og endelig til resultatet af vores web poll: Hvem burde have vundet ? - Tak til de mange som har stemt - alle otte ! Også tak for de ugyldige afgivne stemmer Inge !
I kategorien "Værste skodhytte" var der ingen tvivl blandt læserne. Kåret som enstemmig vinder er: Kawhia.
I kategorien "Bedste Udsigt" var der 6 gyldige stemmer - 2 til hver udsigt. Hvilket jo bare betyder at alle udsigter var rigtig gode.
Ved et helt tilfældigt sammentræf blev Inge (bedre kendt som "Inge Mor", Hinnerups bedste dagplejer) vinder af lodtrækningen om den tvivlsomme fornøjelse af en aften i selskab med familien Bang og vores feriealbum - gaaaab !
Vi glæder os til at se dig og din familie den aften. Resten glæder vi også til at se igen.





<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?