26 marts 2007
Magnetic Island (Mogens)
Klik på billederne for at forstørre.
Vi har på et meget tidligt tidspunkt planlagt, at vores østkyst tur skulle sluttes af med en daseferie på en tropeø. Intens research på nettet ledte os i forsommeren frem til Magnetic Island som ligger lige ud for Townsville. Øen udmærker sig ved at være tæt på fastlandet, have ordentlig indkvartering til rimelige penge , at have koraller langs nogle af strandene samt i øvrigt at have et rigt dyreliv.
Yderligere research fik os til at booke 5 nætter på Island Lesiure Resort. Det skulle dog vise sig at være unødvendigt (og lidt dyrere) da tiden her inden påske åbenbart er udpræget lavsæson. Faktisk havde vi et helt resort (17 huse og en vidunderlig pool) helt for os selv den første nat. Til gengæld havde vi resten af tiden godt selskab af en familie fra Hvidovre, som var i Australien fordi faren, der er brandmand deltog i WPFG som er en slags olympiade for politi og brandvæsen. Hvorfor er det at jeg tror, at noget sådant ikke findes for ingeniører ?
Jeg ved ikke om det er fordi vi er på en ø, men tempoet synes lidt lavere og venligheden og imødekommenheden synes lidt større. Det er lidt som at komme til Frøstrup, bortset fra at vi her forstår hvad de lokale siger.
På vej på færgen anviste en venlig herre os bagagevogne (han kunne godt se, at vi havde rigtig meget at slæbe på). Den samme mand mødte vi senere samme aften, hvor han optrådte som kommentator / auktionarius / løbsleder mm. ved det ugentlige tudseræs, hvor lokale og turister morer sig med at spille på hvilken af 8 tudser som kan hoppe hurtigst. Tudserne er de såkaldte Canetoads hvis forfædre er importeret fra Hawaii i 1930’erne som insektbekæmpelse i sukkerrørsmarkerne, i dag en plage fra Sydney til Darwin.
Han genkendte de 3 blondiner og anbefalede os at komme ned til det gamle færgeleje dagen efter kl. 17:30, hvor han hver dag fodrer rockwallaby’erne, som bor i klipperne på pynten. Vi ankom i god tid og det lod til at kænguruerne kunne klokken, for der var allerede et par stykker forsamlet. På slaget halv seks kom Vern med sin Toyota fuld af græs, kartofler og andet kænguruguf og kaldte på sine venner. Inden der var gået et minut var over 40 dyr samlet, flere med unger i pungen. 
De var rigtig søde og et stort hit hos pigerne (ja selv jeg synes de var søde). Da dyrene var fodret af, kørte Vern os hen forbi den lokale skole og viste os et højt eukalyptus træ i skolegården, som de sidste par år har været hjem for en koalabjørn som sikkert ikke kommer ned før det sidste blad er væk.
Koalaer måtte vi bare se flere af, så næste dag tog vi bussen til den anden side af øen, hvor Koala Sanctuary ligger. Her fik vi repeteret vores viden om krokodiller og lærte en masse om slanger og koalaer fx. at en koala gerne skal have 300 eukalyptus træer for at overleve samt at de kan være nogle aggressive dyr forklædt som Teddybjørn. 
De kan ikke lide at være tæt på jorden, hvilket også (til stor skuffelse for pigerne) betød, at de ikke måtte kramme eller holde den. I stedet fik koalaen lov at kramme Lisbet.
På skolesiden har vi på det seneste haft overvægt af svømning og naturhistorie, mens vi endegyldigt har opgivet at undervise mere i dansk og matematik. Vi glæder os til at blive genforenet med Rønbækskolens inspirerende og stimulerende indlæringsmiljø.
Den 26/3 flyver vi til Melbourne hvor vi har 4 dage til at akklimatisere os til de mere tempererede egne.
Vi har på et meget tidligt tidspunkt planlagt, at vores østkyst tur skulle sluttes af med en daseferie på en tropeø. Intens research på nettet ledte os i forsommeren frem til Magnetic Island som ligger lige ud for Townsville. Øen udmærker sig ved at være tæt på fastlandet, have ordentlig indkvartering til rimelige penge , at have koraller langs nogle af strandene samt i øvrigt at have et rigt dyreliv.Yderligere research fik os til at booke 5 nætter på Island Lesiure Resort. Det skulle dog vise sig at være unødvendigt (og lidt dyrere) da tiden her inden påske åbenbart er udpræget lavsæson. Faktisk havde vi et helt resort (17 huse og en vidunderlig pool) helt for os selv den første nat. Til gengæld havde vi resten af tiden godt selskab af en familie fra Hvidovre, som var i Australien fordi faren, der er brandmand deltog i WPFG som er en slags olympiade for politi og brandvæsen. Hvorfor er det at jeg tror, at noget sådant ikke findes for ingeniører ?
Jeg ved ikke om det er fordi vi er på en ø, men tempoet synes lidt lavere og venligheden og imødekommenheden synes lidt større. Det er lidt som at komme til Frøstrup, bortset fra at vi her forstår hvad de lokale siger.
På vej på færgen anviste en venlig herre os bagagevogne (han kunne godt se, at vi havde rigtig meget at slæbe på). Den samme mand mødte vi senere samme aften, hvor han optrådte som kommentator / auktionarius / løbsleder mm. ved det ugentlige tudseræs, hvor lokale og turister morer sig med at spille på hvilken af 8 tudser som kan hoppe hurtigst. Tudserne er de såkaldte Canetoads hvis forfædre er importeret fra Hawaii i 1930’erne som insektbekæmpelse i sukkerrørsmarkerne, i dag en plage fra Sydney til Darwin.
Han genkendte de 3 blondiner og anbefalede os at komme ned til det gamle færgeleje dagen efter kl. 17:30, hvor han hver dag fodrer rockwallaby’erne, som bor i klipperne på pynten. Vi ankom i god tid og det lod til at kænguruerne kunne klokken, for der var allerede et par stykker forsamlet. På slaget halv seks kom Vern med sin Toyota fuld af græs, kartofler og andet kænguruguf og kaldte på sine venner. Inden der var gået et minut var over 40 dyr samlet, flere med unger i pungen. 
De var rigtig søde og et stort hit hos pigerne (ja selv jeg synes de var søde). Da dyrene var fodret af, kørte Vern os hen forbi den lokale skole og viste os et højt eukalyptus træ i skolegården, som de sidste par år har været hjem for en koalabjørn som sikkert ikke kommer ned før det sidste blad er væk.
Koalaer måtte vi bare se flere af, så næste dag tog vi bussen til den anden side af øen, hvor Koala Sanctuary ligger. Her fik vi repeteret vores viden om krokodiller og lærte en masse om slanger og koalaer fx. at en koala gerne skal have 300 eukalyptus træer for at overleve samt at de kan være nogle aggressive dyr forklædt som Teddybjørn. 
De kan ikke lide at være tæt på jorden, hvilket også (til stor skuffelse for pigerne) betød, at de ikke måtte kramme eller holde den. I stedet fik koalaen lov at kramme Lisbet.På skolesiden har vi på det seneste haft overvægt af svømning og naturhistorie, mens vi endegyldigt har opgivet at undervise mere i dansk og matematik. Vi glæder os til at blive genforenet med Rønbækskolens inspirerende og stimulerende indlæringsmiljø.
Den 26/3 flyver vi til Melbourne hvor vi har 4 dage til at akklimatisere os til de mere tempererede egne.
