01 april 2007
Vi skal gætte, ja vi skal...2.del (Mogens)
Turen hjem var lang - rigtig lang, men gik tilsvarende godt bortset selvfølgelig fra det sidste lille stykke med DSB. Det var noget med nogen bremser som hang, noget (giftig ?) røg i kabinen, en mellemlanding på baneterrænet og en 50% reduktion af togstammen og tilsvarende få siddepladser - vores selvfølgelig. Sidstnævnte resulterede naturligvis i vort noget anstrengte forhold til bemeldte servicevirksomheds repræsentanter på stedet. Nå, det må vi jo se om en høflig henvendelse til etaten kan rette op på. Ellers kan min næste webmaster tjans blive på endnu en DSB hadeside.Og nu til det vigtige. Hvor mange billeder har vi gemt på harddisken og hvem har gættet rigtigt.Vi takker for de mange gæt som spændte lige fra 745 billeder til 7000. Der er nu 2978 billeder på disken og dette tal var der ingen der havde ramt, men svoger Jens var tættest med 3100 stk.
Et stort tillykke til dig. Lisbet vil gerne dele vinen med dig og det er nok også bedst - tror du ikke ?
God rejse til jer allesammen !
Marie, Emma, Laura, Lisbet og Mogens
30 marts 2007
Det er skønt at være dansker / jeg holder af hverdagen... (Mogens)
Så er det slut på vores eventyr down under. Fra Melbourne har vi i morgen 33 timer hjem til Hinnerup og jeg skulle så egentligt på arbejde dagen efter vi kommer hjem, men jeg har jo heldigvis en forstående arbejdsgiver og afspadserer lige mandagen for at komme over den værste jetlag.
Alt i alt glæder vi os gevaldigt til at komme hjem igen. Måske venter en lille påskefrokost med lidt laks og sild og hvis det går rigtigt vildt til; en enkelt akvavit. Herefter rigtig forår og en god lang sommer.
Det har været en fantastisk tur og jeg glæder mig over, at vi som danskere er så priveligerede og i øvrigt ikke skal redegøre for vores personlige CO2 regnskab på selvangivelsen.
Denne blog blev min debut som webmaster og jeg håber at du har haft fornøjelse af at følge med på vores tur. Besøg på internet café eller adgang til nettet på anden måde er blevet en post på den moderne turists budget, men jeg synes dog kun at jeg i ringe grad har følt mig som slave af teknologien. Ét er sikkert; skulle vi have skrevet lige så mange postkort som der har været ‘hits’ på siden ville det have kostet betydeligt mere i porto og arbejdsindsats.
Skulle du nu have fået lyst til at tage på langfart til New Zealand og Australien, hjælper vi gerne med vores bedste råd - send os en @.
Dette blev så næstsidste indslag på denne blog - vi lader billedet stå et øjeblik...
Alt i alt glæder vi os gevaldigt til at komme hjem igen. Måske venter en lille påskefrokost med lidt laks og sild og hvis det går rigtigt vildt til; en enkelt akvavit. Herefter rigtig forår og en god lang sommer.
Det har været en fantastisk tur og jeg glæder mig over, at vi som danskere er så priveligerede og i øvrigt ikke skal redegøre for vores personlige CO2 regnskab på selvangivelsen.
Denne blog blev min debut som webmaster og jeg håber at du har haft fornøjelse af at følge med på vores tur. Besøg på internet café eller adgang til nettet på anden måde er blevet en post på den moderne turists budget, men jeg synes dog kun at jeg i ringe grad har følt mig som slave af teknologien. Ét er sikkert; skulle vi have skrevet lige så mange postkort som der har været ‘hits’ på siden ville det have kostet betydeligt mere i porto og arbejdsindsats.
Skulle du nu have fået lyst til at tage på langfart til New Zealand og Australien, hjælper vi gerne med vores bedste råd - send os en @.
Dette blev så næstsidste indslag på denne blog - vi lader billedet stå et øjeblik...
Bytur i Melbourne (Mogens)
Klik på billederne for at forstørre.
Storbyferie bliver vist aldrig det store hit hos os. Vores ben er ganske enkelt for korte - og så 170 kr. for at parkere i 5 timer !
Vi lagde ud med det store overblik fra 55. etage og herefter stod den på de sidste desperate souvenir indkøb. I processen var Marie ved at blive spist af en rullende trappe - den nøjedes dog heldigvis med at gnaske hælen af hendes Crocs kopier, som vi derfor straks opgraderede til den ægte vare.
Storbyferie bliver vist aldrig det store hit hos os. Vores ben er ganske enkelt for korte - og så 170 kr. for at parkere i 5 timer !
Vi lagde ud med det store overblik fra 55. etage og herefter stod den på de sidste desperate souvenir indkøb. I processen var Marie ved at blive spist af en rullende trappe - den nøjedes dog heldigvis med at gnaske hælen af hendes Crocs kopier, som vi derfor straks opgraderede til den ægte vare.
Herefter kørte vi Visa kortet helt i bund. Selv jeg blev grebet af stemningen og fik mig en meget nødvendig og helt igennem uundværlig hat.
Back to work - mest til kunder og kolleger (Lisbet)
Klik på billedet for at forstørre
Hej Alle.
Ja nu lakker det mod enden. I dag skal vi en tur ind til Melbourne og i morgen, så er det hjem. Følelserne er meget blandede men det bliver selvfølgeligt dejligt at komme hjem. Vi har haft det dejligt og har ikke fortrudt et øjeblik, der er selvfølgelig nogle ting, vi ville gøre anderledes, NÅR vi tager afsted igen, men det kan til enhver tid anbefales. Det har jo også været dejligt at have kontakt til DK, via vores blog og mails, jeres kommentarer og nyheder fra jeres hverdag, har bragt os tilbage til Hinnerup, når vi har haft brug for det.
Dermed vil jeg sige TAK til alle, der gider høre på det. Vi parkerede pigerne i legeland i et par timer, så jeg kunne blive lidt opdateret, inden slaget går løs på onsdag. Jeg glæder mig helt vildt til at se jer alle igen og endnu en gang tak for interressen for vores tur.
Hej Alle.Ja nu lakker det mod enden. I dag skal vi en tur ind til Melbourne og i morgen, så er det hjem. Følelserne er meget blandede men det bliver selvfølgeligt dejligt at komme hjem. Vi har haft det dejligt og har ikke fortrudt et øjeblik, der er selvfølgelig nogle ting, vi ville gøre anderledes, NÅR vi tager afsted igen, men det kan til enhver tid anbefales. Det har jo også været dejligt at have kontakt til DK, via vores blog og mails, jeres kommentarer og nyheder fra jeres hverdag, har bragt os tilbage til Hinnerup, når vi har haft brug for det.
Dermed vil jeg sige TAK til alle, der gider høre på det. Vi parkerede pigerne i legeland i et par timer, så jeg kunne blive lidt opdateret, inden slaget går løs på onsdag. Jeg glæder mig helt vildt til at se jer alle igen og endnu en gang tak for interressen for vores tur.
29 marts 2007
Vi skal gætte, ja vi skal.... (Mogens)
I denne digitale tidsalder har vi naturligvis taget en del billeder på vores tur. Nogle er slettet, mange har du set her på bloggen, men endnu flere er gemt på harddisken til yderligere sortering og vores egen nydelse på de lange mørke vinteraftener.
Kan du gætte hvor mange billeder der er gemt på harddisken siden 28. november har du chancen for at vinde en god flaske australsk vin.
Klik på “Kontakt” og send dit navn samt antal billeder inden søndag 1. april kl. 14:41. Om alt går godt vil vinderen blive offentliggjort her på siden inden søndagen er omme.
Kan du gætte hvor mange billeder der er gemt på harddisken siden 28. november har du chancen for at vinde en god flaske australsk vin.
Klik på “Kontakt” og send dit navn samt antal billeder inden søndag 1. april kl. 14:41. Om alt går godt vil vinderen blive offentliggjort her på siden inden søndagen er omme.
Victoria (Mogens)
Klik på billederne for at forstørre
Det var helt befriende, at komme til Melbournes efterår og noget der minder mest om dansk sommer. Hvis jeg boede i Queenslands varme fik jeg da aldrig udrettet noget som helst. Ja så ved jeg godt hvad nogen siger....Vi havde bestilt endnu en bil i lufthavnen og skyndte os at køre til Geelong, 75 km sydvest for Melbourne.
Vejrudsigten sagde at tirsdag 27/3 blev sidste dag med sol og 25 grader, så vi skyndte os at køre den smukke tur ad Great Ocean Road i det gode vejr. Turen går langs kysten med obligatoriske stop sammen med japanerne ved alle de usædvanlige kalkstensformationer herunder De Tolv Apostle som havet har gnasket frem over mange mange år samt London Bridge som desværre var kollapset siden jeg kørte turen på min Honda XL500R for mange år siden.
Tilbage i Geelong den 28/3 fik jeg overbevist pigerne om at det kunne være rigtig spændende at besøge Ford Discovery Centre og lære lidt om Fords produktion i Australien, se nogle Falcons, Fairmonts og pege på en overliggende knastaksel eller to.Til gengæld fik jeg så lov at komme med i en 7-8 butikker med Billabong, Ripcurl og andet smart tøj inden vi sluttede af i Geelongs førende pacthwork butik.
29/3 gik turen tilbage til Melbourne, hvor vi snupper lidt storbyferie inden det går hjem over på lørdag. Efter 4 måneder er vi vist alle ved at være fyldte med oplevelser og småtrætte af livet i en kuffert. Tanken om blandt andet Hinnerup, familie, venner, dansk forår, skolekammerater, rent koldt grundvand, hus og have, eget værelse, rugbrød, symaskine, legetøj, værksted og hverdag virker nu meget tillokkende på os alle hver især.
26 marts 2007
Magnetic Island (Mogens)
Klik på billederne for at forstørre.
Vi har på et meget tidligt tidspunkt planlagt, at vores østkyst tur skulle sluttes af med en daseferie på en tropeø. Intens research på nettet ledte os i forsommeren frem til Magnetic Island som ligger lige ud for Townsville. Øen udmærker sig ved at være tæt på fastlandet, have ordentlig indkvartering til rimelige penge , at have koraller langs nogle af strandene samt i øvrigt at have et rigt dyreliv.
Yderligere research fik os til at booke 5 nætter på Island Lesiure Resort. Det skulle dog vise sig at være unødvendigt (og lidt dyrere) da tiden her inden påske åbenbart er udpræget lavsæson. Faktisk havde vi et helt resort (17 huse og en vidunderlig pool) helt for os selv den første nat. Til gengæld havde vi resten af tiden godt selskab af en familie fra Hvidovre, som var i Australien fordi faren, der er brandmand deltog i WPFG som er en slags olympiade for politi og brandvæsen. Hvorfor er det at jeg tror, at noget sådant ikke findes for ingeniører ?
Jeg ved ikke om det er fordi vi er på en ø, men tempoet synes lidt lavere og venligheden og imødekommenheden synes lidt større. Det er lidt som at komme til Frøstrup, bortset fra at vi her forstår hvad de lokale siger.
På vej på færgen anviste en venlig herre os bagagevogne (han kunne godt se, at vi havde rigtig meget at slæbe på). Den samme mand mødte vi senere samme aften, hvor han optrådte som kommentator / auktionarius / løbsleder mm. ved det ugentlige tudseræs, hvor lokale og turister morer sig med at spille på hvilken af 8 tudser som kan hoppe hurtigst. Tudserne er de såkaldte Canetoads hvis forfædre er importeret fra Hawaii i 1930’erne som insektbekæmpelse i sukkerrørsmarkerne, i dag en plage fra Sydney til Darwin.
Han genkendte de 3 blondiner og anbefalede os at komme ned til det gamle færgeleje dagen efter kl. 17:30, hvor han hver dag fodrer rockwallaby’erne, som bor i klipperne på pynten. Vi ankom i god tid og det lod til at kænguruerne kunne klokken, for der var allerede et par stykker forsamlet. På slaget halv seks kom Vern med sin Toyota fuld af græs, kartofler og andet kænguruguf og kaldte på sine venner. Inden der var gået et minut var over 40 dyr samlet, flere med unger i pungen. 
De var rigtig søde og et stort hit hos pigerne (ja selv jeg synes de var søde). Da dyrene var fodret af, kørte Vern os hen forbi den lokale skole og viste os et højt eukalyptus træ i skolegården, som de sidste par år har været hjem for en koalabjørn som sikkert ikke kommer ned før det sidste blad er væk.
Koalaer måtte vi bare se flere af, så næste dag tog vi bussen til den anden side af øen, hvor Koala Sanctuary ligger. Her fik vi repeteret vores viden om krokodiller og lærte en masse om slanger og koalaer fx. at en koala gerne skal have 300 eukalyptus træer for at overleve samt at de kan være nogle aggressive dyr forklædt som Teddybjørn. 
De kan ikke lide at være tæt på jorden, hvilket også (til stor skuffelse for pigerne) betød, at de ikke måtte kramme eller holde den. I stedet fik koalaen lov at kramme Lisbet.
På skolesiden har vi på det seneste haft overvægt af svømning og naturhistorie, mens vi endegyldigt har opgivet at undervise mere i dansk og matematik. Vi glæder os til at blive genforenet med Rønbækskolens inspirerende og stimulerende indlæringsmiljø.
Den 26/3 flyver vi til Melbourne hvor vi har 4 dage til at akklimatisere os til de mere tempererede egne.
Vi har på et meget tidligt tidspunkt planlagt, at vores østkyst tur skulle sluttes af med en daseferie på en tropeø. Intens research på nettet ledte os i forsommeren frem til Magnetic Island som ligger lige ud for Townsville. Øen udmærker sig ved at være tæt på fastlandet, have ordentlig indkvartering til rimelige penge , at have koraller langs nogle af strandene samt i øvrigt at have et rigt dyreliv.Yderligere research fik os til at booke 5 nætter på Island Lesiure Resort. Det skulle dog vise sig at være unødvendigt (og lidt dyrere) da tiden her inden påske åbenbart er udpræget lavsæson. Faktisk havde vi et helt resort (17 huse og en vidunderlig pool) helt for os selv den første nat. Til gengæld havde vi resten af tiden godt selskab af en familie fra Hvidovre, som var i Australien fordi faren, der er brandmand deltog i WPFG som er en slags olympiade for politi og brandvæsen. Hvorfor er det at jeg tror, at noget sådant ikke findes for ingeniører ?
Jeg ved ikke om det er fordi vi er på en ø, men tempoet synes lidt lavere og venligheden og imødekommenheden synes lidt større. Det er lidt som at komme til Frøstrup, bortset fra at vi her forstår hvad de lokale siger.
På vej på færgen anviste en venlig herre os bagagevogne (han kunne godt se, at vi havde rigtig meget at slæbe på). Den samme mand mødte vi senere samme aften, hvor han optrådte som kommentator / auktionarius / løbsleder mm. ved det ugentlige tudseræs, hvor lokale og turister morer sig med at spille på hvilken af 8 tudser som kan hoppe hurtigst. Tudserne er de såkaldte Canetoads hvis forfædre er importeret fra Hawaii i 1930’erne som insektbekæmpelse i sukkerrørsmarkerne, i dag en plage fra Sydney til Darwin.
Han genkendte de 3 blondiner og anbefalede os at komme ned til det gamle færgeleje dagen efter kl. 17:30, hvor han hver dag fodrer rockwallaby’erne, som bor i klipperne på pynten. Vi ankom i god tid og det lod til at kænguruerne kunne klokken, for der var allerede et par stykker forsamlet. På slaget halv seks kom Vern med sin Toyota fuld af græs, kartofler og andet kænguruguf og kaldte på sine venner. Inden der var gået et minut var over 40 dyr samlet, flere med unger i pungen. 
De var rigtig søde og et stort hit hos pigerne (ja selv jeg synes de var søde). Da dyrene var fodret af, kørte Vern os hen forbi den lokale skole og viste os et højt eukalyptus træ i skolegården, som de sidste par år har været hjem for en koalabjørn som sikkert ikke kommer ned før det sidste blad er væk.
Koalaer måtte vi bare se flere af, så næste dag tog vi bussen til den anden side af øen, hvor Koala Sanctuary ligger. Her fik vi repeteret vores viden om krokodiller og lærte en masse om slanger og koalaer fx. at en koala gerne skal have 300 eukalyptus træer for at overleve samt at de kan være nogle aggressive dyr forklædt som Teddybjørn. 
De kan ikke lide at være tæt på jorden, hvilket også (til stor skuffelse for pigerne) betød, at de ikke måtte kramme eller holde den. I stedet fik koalaen lov at kramme Lisbet.På skolesiden har vi på det seneste haft overvægt af svømning og naturhistorie, mens vi endegyldigt har opgivet at undervise mere i dansk og matematik. Vi glæder os til at blive genforenet med Rønbækskolens inspirerende og stimulerende indlæringsmiljø.
Den 26/3 flyver vi til Melbourne hvor vi har 4 dage til at akklimatisere os til de mere tempererede egne.
Back to backpacker (Mogens)
Klik på billedet for at forstørre.
I Townsville afleverede vi vores kære Toyota og det betød samtidig at vi blev nødt til at tage et grundigt kik på hvad der er nødvendigt (læs: muligt) at slæbe rundt på.Vi startede med at dumpe blandt andet alt vores campingudstyr som vi anskaffede i New Zealand, herunder køletaske, bestik, dåser samt barnesæde, tæpper, hovedpuder og diverse oppustelige badedyr.
Da vi tog hjemme fra havde vi 5 tasker med i alt ca. 60 kg. Undervejs har vi anskaffet endnu en taske (som heldigvis er udstyret med hjul). Desuden har vi sendt næsten 25 kg. hjem med posten. Havde jeg nu været enerådene, havde vi nok rejst lidt lettere, men det er jeg heldigvis ikke og man behøver jo ikke nødvendigvis altid være enige om de små ting her i livet.
The Great Barrier Reef (Lisbet)
Klik på billedet for at forstørre
Ja jeg vil også lige komme med en kommentar.
Det var en lidt lang tur på dækket bagerst af skibet, med Marie sovende på mit ene ben og Emma siddende med hovedet i en bræk pose, Laura og Mogens prøvede at holde modet oppe, ikke kun på os 3, men også på det stigende antal af søsyge, der kom ud til os. Personalet var utrolig hjælpsomme med isklumper og kolde klude, de var åbenbart vant til situationen. En ½ time før pontonen begyndte pigerne at vågne op og danse rundt, for nu kunne de se pontonen, vandet var nu også blevet mere roligt, det var dejligt.
Båden blev fortøjet, og fotografen tog plads og bød velkommen, så gik vi ellers i gang med at finde udstyr. Jeg tog mig af Emma og Marie, det var nok meget godt, for jeg glemte min skræk for dybt havvand. Pigerne iført våddragter, snorkler og svømmefødder, og mig våddragt, som genere mig i halsen, som den eneste har jeg selvfølgelig fået den, der lynes foran. Der er reb at holde ved ,når man kommer i vandet for ikke at flyde væk med strømmen, Emma og Marie ligger og vugger ude i bølgerne, de har også redningsveste på, og holder ved rebet og venter på deres mor, moren hopper i, svømmer hen til rebet, opdager der er langt til bunden, panikker, puster og stønner og prøver at komme tilbage til platformen med meget møje og besvær, og kommer endelig op ved hjælp af et personale (pinligt), han foreslår et par svømmefødder og en øvet snorkler sammen med mig, men nej, Lisbet skal ikke i mere (der er nu gået 15 sek. siden jeg sprang i vandet). Jeg har stadig 2 piger i vandet, så jeg sætter mig på platformen, mens pigerne svømmer lidt rundt, Emma er sur over, at hun ikke kan komme ud til revet, men må vente på Mogens. Så sker det, ude fra en gummibåd fra revet råber et personale: Ved du godt du har vendt din våddragt forkert?(ha-ha-ha) Jeg havde det godt på fornemmelsen, men havde han måske prøvet at få våddragt på mine lår? For så ville han overhovedet ikke overveje at vende den. Vi fik grinet lidt, og jeg faldt til ro. Da de andre var færdige med at snorkle, var der frokost og en tur med undervandsbåden, da vi kom tilbage, tog Mogens en tur til med snorklen og vi andre solede os, det var blevet lavvandet, så det var nemmere at se revet nu, og med solen på var farverne meget flotte.
Tilbageturen gik godt, vi installerede os med det samme bagerst på dækket, på nogle lidt mere komfortable bænke, alle tre piger faldt i søvn meget hurtigt. Personalet kom og kikkede til os ind i mellem, selvfølgelig også med kommentarer om det var godt jeg havde vendt mit tøj rigtigt.Det havde været en dejlig dag, dog med alt for meget transport, men en stor oplevelse især for pigerne.
The Great Barrier Reef (Mogens)
Klik på billederne for at forstørre
Søndag den 18/3 stod vi til søs med kurs mod det ydre rev. 3 timers sejlads med hurtig katamaran hver vej - lidt længere end vi havde troet. Da vi først var kommet fri af øerne indtog vi som sædvanlig agterdækket sammen med en håndfuld brækposer, som vi dog heldigvis ikke fik brug for.Vel ankommet til pontonen var der mulighed for at snorkle omkring revet. Det gjorde Emma, Laura og jeg, mens Marie nøjedes med at snorkle nærmere pontonen.
Lisbet så også godt ud i våd dragt, selv om den dårligt nåede at blive våd.
Vi havde desværre valgt en dag hvor forholdende ikke var optimale; en del vind som betød nedsat sigtbarhed under vandet og selvfølgelig en del bølgegang i overfladen. Samtidig var det indimellem overskyet hvilket jo heller ikke forbedrede sigtbarheden.Vi har ingen undervandskamera, så ingen billeder fra under overfladen. Der blev dog taget masser af undervandsbilleder af os. Disse blev efterfølgende tilbudt for 100 kr. stykket. Derfor ingen undervandsbilleder.
Efter frokost tog vi en tur med "ubåden", som blot er en dybtskroget båd med vinduer i skroget. Her kan alle være med og sidde komfortabelt, men uro i vandet fra propellen øger ikke just oplevelsen.Tilbagepå pontonen var det ved at være lavvande og solskin og jeg nåede endnu en tur langs revet med snorkel og kunne konstatere, at man ser betydeligt mere under overfladen når man ikke også skal holde øje med to børn som snorkler rundt.
