***** BIG BANG TOUR *****
Med familien Bang Down Under

Fra hele selskabet og undertegnede skal lyde en stor tak for de mange hilsner I har sendt her fra bloggen undervejs.
Vi minder lige om at man ikke må blive skuffet hvis der ikke kommer svar - i særdeleshed hvis man ikke skriver sin @ Hejdi !

Klik på billedet for at starte slideshow.

Det regner rigtig meget her på vestkysten, rundt regnet 10 gange så meget som i DK. Så er det jo rart, at man ikke ligger i telt men har mulighed for at læne sig tilbage, opdatere blog, se TV eller få sig en lur indtil det klarer op og man kan se noget som helst af det, som vi alle sammen kom her for. En bonus ved regnen er naturligvis en mangfoldighed af vandfald i dalsiderne. Vi kom hertil i går og efter middagsluren i dag (29/1) klarede det endelig op og vi gik en dejlig tur op til Franz Josef gletsjeren.

Klik på billederne for at forstørre eller starte slideshow.


Den 25. januar tog vi afsked med Riwaka og kørte over bjergene gennem den flotte Buller Gorge til Westport på vestkysten.










Hovedattraktionen her er den nærliggende Cape Foulwinds koloni af sæler.










Men det var næsten lige så sjovt at lege på stranden









Efter reparation af Toyotaens startmotor forsatte vi den 27/1 ned ad kysten til Punakaiki og 'pandekageklipperne'. Her er kalksten og blødere lag eroderet i forskellig grad og dette får landskabet til at fremstå som en stak pandekager.
Det ser smaddergodt ud !


Tilbage til bussen og videre til Hokitika, som har slået sig op på at være et godt sted at handle smykker af den lokale ædelsten Greenstone eller på maori: Pounamu.
- og det gjorde vi så.

Klik på billedet for at starte slideshow.

Sommeren er endelig kommet og strandene er lige så dejlige som brochurerne lovede, med gyldent sand, turkis vand og masser af kajakker.
Dagene i Riwaka er gået med at sejle i kajak ved Kaiteriteri Beach, sejle i speedbåd op i AbelTasman nationalparken og finde vores egen 'private' strand samt med at hygge os i sommerhuset.
I får her et lille udpluk af feriealbummet.

Klik på billedet for at forstørre.

Vi er 20/1 kommet til Riwaka hvor vi skal være de næste 5 dage og blandt andet fejre vores kobberbryllup 21/1.
Ja, så gik der 12½ år og de gik rigtig hurtigt og rigtig godt. Den direkte anledning til at vi i sin tid blev gift, var jo at vi ville emigrere til NZ og at jeg gerne ville have min kæreste Lisbet med, som ikke kunne få opholdstilladelse på egen hånd.
Jeg friede om mandagen, brylluppet stod på Århus Rådhus om torsdagen og ingen af os har endnu fortrudt. Vores ophold i NZ den gang varede knap to år, men vores makkerskab varer stadig ved. Tilfældigvis indeholder 'vores' sommerhus i Riwaka en vin der kunne ligne en hel æresport og den har vi så benyttet til det obligatoriske foto. Vi er på det seneste rendt ind i en hel stime af danske børnefamilier på friværditurné og kobberbrylluppet blev fejret i selskab med Claus, Maria og deres datter Frida. Middagen stod på BBQ på terrassen.

Klik på billederne for at forstørre

Efter en utrolig flot indsejling 18/1 gennem Queen Charlotte Sound, sammen med den lokale bande delfiner ankom vi til Picton og kørte straks ad den naturskønne (=køresyge garanteret) rute langs kysten til Nelson.






Nelson og omegn har flere solskinstimer end noget andet sted i NZ og området byder også på masser af vingårde og vinsmagning, men hvem gider det ? Jo, Lisbet så hende kørte vi ud på Grape Escape mens vi andre hyggede os på legepladsen.
Sommeren er ved at indfinde sig med temperaturer over 25 grader og vi er så småt begyndt at dyrke stranden igen. Ved Nelson ligger Tahunanui Beach og her afholdtes NZ mesterskaber i kite-surfing eller kite-boarding. Så var der da lidt action at kigge på.












På vej ud af Nelson satte vi Lisbet af ved et supermarked, mens vi andre kørte hen til dyrskuepladsen og fik snakket os til en gratis entré til det årlige lokale rodeo. Det var en sjov oplevelse som naturligvis krævede en forklaring på hvorfor de der tyre hoppede sådan i vejret hele tiden. Marie var efterfølgende noget bekymret for hvordan tyren så kunne tisse.

Klik på billederne for at forstørre

Fra Napier gik turen 15/1 sydover via den en gang så danske by Dannevirke. Vi havde egentligt planlagt en overnatning her, men blev enige om at der var så lidt at komme efter at vi kørte videre til anden lille flække Woodville. Den følgende dag kom vi efter en flot 'indflyvning' gennem Rimutaka Ranges til Lower Hutt som er en forstad til hovedstaden Wellington.







Windy Welly (pga. den fremherskende vejrtype) ligger klemt inde mellem bjerge og byens vokseværk er fra et forholdsvis tidligt tidspunkt henvist til bjergsiderne og de nærliggende dale. Der blev af samme årsag tidligt etableret kabelbane til de højere luftlag. Denne tjener i dag vist overvejende til transport af turister som så fra toppen kan gå ned gennem den flotte botaniske have, ned forbi parlamentet og lige hen forbi alle butikkerne. Og det gjorde vi så (så godt som det nu lader sig gøre) og endte ved Nationalmuseet Te Papa, som er et forholdsvis nyt og dejligt børnevenligt sted med masser af knapper man kan trykke på og håndtag man kan rive i. Emma forsøgte sig som fåreklipper helt uden risiko for hverken Emma eller får da øvelsen bestod i, med en scanner at køre den rigtige retning henover en serie stregkoder som var klistret fast til et tøjfår. Ikke helt uvirkeligt da det var af afgørende betydning at strække skindet/stregkoderne ud for at få et fornuftigt resultat/score.












Det mest interessante var naturligvis udstillingen om jordskælv og ikke mindst den efterfølgende tur til kælderen for at se museets jordskælvsikrede fundamenter.

Og således endte vores tid på Nordøen.

Klik på billedet for at forstørre.


Så nåede vi til Napier og er snart færdige med Nordøen. Sydøen er ikke planlagt, udover at vi har lejet en lille hytte nær Abel Tasman nationalparken i 5 dage. Det glæder vi os rigtig meget til.

Jeg er gået på netcafé for at opdatere bloggen, mens Lisbet er ude for at stimulere pigernes shopping gen.

Klik på billederne for at forstørre.

Et frokost stop i Gisborne bød på lidt historieundervisning i selskab med kaptajn James Cook som gik i land her for første gang i 1769. Maoriernes Aotearoa (Landet med den lange hvide sky) blev aldrig det samme igen.









Vi er nu nået til Napier som kappes med Miami om at være 'Art Deco Capital of the World'. Baggrunden for Napier's deltagelse i dysten, er at byen blev lagt ned af et jordskælv i februar 1931. På det tidspunkt var Art Deco noget af det hotteste og et stort antal prægtige bygninger blev (gen)opført i denne stil i årene efter jordskælvet og har således givet Napier dens særkende. Her et af de prægtigste eksemplarer. Vil du lære mere så klik her.

Klik på billedet for at forstørre.

Et sted vi helt sikkert skulle hen på vores tur var Coromandel og især Hot Water Beach, hvor man på standen ved lavvande og i et forholdsvist lille begrænset område kan tage campingpladsens kasserolle med og grave sig sin helt egen naturlige 'hot pool'. Vi har gjort det før - jeg har endda haft fornøjelsen i måneskin for mange år siden.
Det er dog helt klart en fordel hvis det er tørvejr. Da vi kom til Coromandel regnede det og der var ingen udsigt til at det stoppede. Så igen blev hele familien tvunget ind i Toyotaen og kursen sat mod Hot Water Beach. Marie opgav halvvejs mellem parkeringen og stranden, tryglede højtlydt om nåde og gik tilbage til bilen med Lisbet. Emma, Laura og jeg fortsatte og gennemførte et halvhjertet forsøg på at grave os ned til de varme kilder. Uden det store held dog. Dette på grund af manglende lyst, motivation og især mangel på plads, da der var masser af andre som havde fået samme idé; at stranden ville være øde i sådan et forfærdeligt vejr. Som det vil fremgå af billedet var det ingenlunde tilfældet. Been there, done that, got the T-shirt.

Klik på billedet for at køre slideshow.

Rotorua er på baggrund af sin kraftige underjordiske termiske aktivitet (ingeniør jargon for varme kilder) gået hen og blevet en af NZ allerstørste turistdestinationer. Koblet med et stort udbud af maori kultur - af den kommercialiserede turist slags - og alverdens tilbud om fysisk aktivitet er byen og dens omegn på vej til at blive en turist fælde af de helt store.
Det er en udvikling som nok følger helt uundgåeligt med stigningen i besøgstallet. Fra mit første besøg i '87 er det tydeligt at se, at Rotorua efterhånden har rykket sig på min personlige skala, fra 'Hilsen fra Himmelbjerget' og i dag er nærmere 'Disneyland'.
Nå, men kilderne, geyserne, mudderpølerne osv. er jo stadig lige interessante, og det er dejligt at slappe af i de varme bade. Som det eneste sted indtil videre havde vores hytte en rigtig radiator og ikke elvarme som alle andre steder. Ikke fordi der var brug for den, blot fordi at varmen strømmer op af jorden snart sagt alle steder. Selv teltpladserne havde gulvvarme. Det går dog ikke til spilde alt sammen, syd for Rotorua ligger Wairekei hvor man udnytter en del af al denne varme til at producere 5 % af NZ elforbrug (det meste produceres ved vandkraft).
I Roturua må man dog leve med en vedvarende stank af rådne æg, hvilket får mig til at mene at vores fjernvarmeregning derhjemme er en fornuftig investering.
Vi risikerer heller ikke at skvatte i en kogende mudderpøl på vej op gennem skoven en mørk aften.

Klik på billedet for at køre slideshow.

Udbudet af muligheder for at af komme af med sine penge, samtidig med chancen for at komme til skade er meget stort i NZ og listen over aktiviteter vokser hurtigere end forsikringsselskaberne kan eksludere dem fra deres betingelser vedr. rejseforsikring.
Vi har så uden at tjekke det med småt, valgt at kaste os ud i den mildeste form, nemlig familieudgaven af river-rafting - 'family float'. På dansk: en familie flyder.
Inden de mere latrinære hjerner kaster sig ud i hvad det nu er for noget skal vi skynde os at afsløre, at vi her har at gøre med en gummibåd på vand. Meget rent vand i dette tilfælde, nemlig Tongariro River som er noget at det reneste man kan forestille sig. Store fede ørreder svømmer op ad floden mens vi andre suser ned ad. Hvis I nogen sinde kommer denne vej kan en tur på floden absolut anbefales og vær sikker på at I kommer ud at sejle med
det bedste firma.
Family float er egnet for børn op til 10 års alderen. Vi lidt ældre børn kunne godt have klaret den vildere tur længere oppe ad floden uden at tabe hverken briller eller tænder, men nød dog turen på 1½ time i fulde drag og kan nu rejse hjem og tilslutte os korstoget for at hive alle propperne ud af Gudenåen.

Klik på billedet for at forstørre.

Efter et par dage i Turangi klarede vejret endeligt op og jeg tvang familien ind i Toyotaen og kørte en aftentur halvvejs rundt om Tongariro nationalparken for at de (og ikke mindst jeg) kunne få lov at se, også toppen af vulkanerne.
I skal selvfølgelig heller ikke snydes......

Klik på billederne for at forstørre

Når man tager på farten i 4 måneder bliver det jo også en slags hverdag med faste ritualer.
Det er helt utroligt så meget tid der går med at lave ingenting og blot gennemføre dagens rutiner med at vaske op, køben ind, pakke ud, pakke bil, finde frokost frem, undervise (selv om det vist er noget vi indtil videre har taget ret let på), planlægge tur og booke hytter.
Vi har været lidt overrasket over hvor 'busy' campingpladserne har været selv om vi jo godt vidste at det var kiwiernes sommerferie. Af samme årsag valgte vi også at køre omkring Tongariro over nytår og dermed undgå de helt store feriesteder på Coromandel og i Bay of Plenty. Nu skal de hårdtarbejdende kiwier snart tilbage på arbejde og så bliver det forhåbentlig lidt nemmere, bedre og billigere at finde indkvartering.
Standarden på indkvartering er svingende lige fra en standard skodhytte der lugter klamt,
til motel med eget bad, køkken, WiFi og kabel TV (nogen gange endda den 2 værelses samkvems model). Når man er blevet en midaldrende herre som mig har man oftere end ikke, behov for at komme på toilettet om natten og så er det jo rart en gang i mellem at have eget toilet. Det lader dog til at være en naturlov (eller Murphys lov), at behov og mulighed sjældent er samfaldende.
Da vi planlagde turen blev flere muligheder for indkvartering undersøgt;
Autocampermuligheden blev ret hurtigt kasseret. 5 personer kræver 5 sikkerhedsseler og dette antal findes kun i campere af en anseelig størrelse. Nemlig størrelsen til 1000,- kr. i døgnet. Da siddekomforten bag i sådan et skrummel endvidere er begrænset og da flere af vores børn har tendens til køresyge valgte vi ret hurtigt at se bort fra denne mulighed.
Derfor blev transporten fastlagt til en bil med god plads.
Den næste mulighed var at medbringe et telt. Fordelen ved denne løsning er at man altid kan finde plads, den er den billigste, ca. 200 kr. , men men men den er ikke ret sjov i regnvejr, et telt man kan være i vejer 25 kg. og så mangler man stadig bord, stole, lys osv. osv.
Det økonomiske spring op til en standard hytte (bare senge og måske bord og stole) er ikke overvældende da disse hytter som regel koster godt 300,- kr.
Dette blev derfor udgangspunktet i budgetlægningen. En ting er så budget, noget lidt andet er hvad der virker i virkeligheden. Vi må nemlig sande at det næste skridt op af stigen, nemlig en hytte med køkken ikke er voldsomt dyrere, mellem 350,- og 400.- kr. og sædvanligvis får man her den plads, der skal til for at 5 mennesker kan komme til for hinanden. Endelig opgraderer vi ind imellem til eget køkken og bad og TV, og synes egentlig at man får rigtig meget for de sidste penge da et sådant rigtigt 'hjem' sædvanligvis fås for mellem 450,- og 500,- kr.
I Australien havde vi oprindeligt planlagt at skulle køre rundt i en minicamper. Vi havde fundet en HiAce med 5 fremadrettede sæder, alle med sikkerhedsseler. Planen var så at supplere med et lille telt. Baggrunden for dette var at planen er lidt strammere i Australien med forholdsvis mange 'one-night-stands'. Køretøjet skulle afleveres i Mackay som var tætteste mulighed på Townsville, som er vores endestation på østkysten. Udlejeren har i mellemtiden lukket sit depot i byen og henvist os til enten Brisbane og Cairns. Det var jo ikke så godt og da vi samtidig har kunnet se her i New Zealand hvor lille sådan en HiAce i virkeligheden er, har vi valgt også at benytte bil/hytte modellen i Australien. MyPlanet har været behjælpelig med at finde en Toyota Previa til fornuftige penge.
Vejret kan vi jo ikke rigtig gøre noget ved. Vi har vi nok valgt en skidt sommer. Det har været den koldeste december siden en gang først i tresserne og januar er indtil videre lunken og halvfugtig. Oh well, selskabet fejler ikke noget og vi hygger os hver dag.
Pigerne har nok ikke leget så meget med andre børn på legepladserne rundt omkring (og dermed ikke snakket/lært så meget engelsk) som vi havde fantaseret om. De har jo hinanden, og selv om det for tiden mest er Emma og Marie der hænger sammen, har de stadig megen fornøjelse af hinanden alle tre.
I min naivitet havde jeg forestillet mig at pigerne, på turen kunne underholdes med at lege skjul, spille kort og at man på stranden kunne spille kalaha ved at samle småsten og grave fordybninger i sandet. Virkeligheden er dog en anden, vi har at gøre med moderne børn og vi har indtil videre måttet indkøbe ét stk. mellemstor taske til opbevaring af bamser, spil, bøger og diverse andet medbragt og indkøbt legetøj.
Derudover har vi indkøbt hovedpuder, 12/220V køletaske, 1 stor klodskasse med div. køkkengrej og andet hardware samt 2 kasser til opbevaring af brød og dåser mv. Der er dog stadig plads tilovers i Toyotaen, men der kommer jo også en dag hvor vi skal forsøge at stoppe så meget som muligt ind i en flyver.

Klik på billederne for at forstørre.

Har du svært ved at følge med ? - Det har vi nemlig.
Klik på kortet for at få det store overblik.

Nytårsdag er vi ankommet til Turangi og bliver her et par dage. Endelig et sted med WiFi, så vi kan få opdateret bloggen.

Uha, der er allerede gået en måned. One down three to go.

Færgen til Sydøen er booket til den 18/1.

Onsdag 3/1 skal vi ud og river-rafte på Tongariro River, det bliver lidt vildt.









Og så selvfølgelig et RIGTIGT GODT NYTÅR til Jer alle. Må alle Jeres feriedrømme gå i opfyldelse. Billedet er fra den store campings-nytårs-middag i Tongariro nationalparken. Den store suite på The Grand Chateau var desværre optaget, så vi måtte nøjes med en 'basic cabin' (meget basic) og et bordbænkesæt på skod-campingpladsen Discovery Lodge. Uforglemmeligt !

Klik på billederne for at forstørre.

De sidste dage har vi været på vulkaner, nærmere betegnet de 3 i Tongariro nationalparken i midten af nordøen, Mt. Ruapehu (2797 moh.), Mt. Ngauruhoe og Mt. Tongariro, hvoraf den førstnævnte er den højeste og mest aktive. Faktisk var den i kraftigt udbrud i september og oktober 1995, da vi boede her nede. Skisæsonen 1996 blev derfor helt afskrevet og det betyder også at kratersøen nu er ved at være fyldt op igen.
Se billedet som jeg har lånt.







Vandstanden er under 3 meter fra kanten og de kloge forventer, at de relativt porøse bjergsider giver efter for trykket til februar eller marts. Det kunne jo være interessant og blive hængende og se. Det samme skete juleaftensdag 1953, da en enorm strøm af vand og vulkansk mudder strømmede ned af bjergets sydside og skyllede en jernbanebro over en kløft bort, blot minutter før toget fra Wellington til Auckland kom, med det resultat at 153 mennesker kørte i døden. Så galt skulle det ikke gå denne gang forsikrer man mig for. Avancerede varselssystemer er installeret og en 5 meter høj og 300 meter lang betonvæg er støbt på på bjerskråningen for at styre strømmen bort fra både vandkraftværker drikkevandsforsyninger. Men man regner dog med at der bliver fast arbejde til indtil flere vejsjak.
Nu er det jo sådan med bjerge at de rager højt op og derfor ofte er skjult i skyerne. Efter seks besøg i parken, siger min personlige statistik, at man kan regne med godt vejr hver anden gang. Denne gang var det desværre ikke muligt at se toppen af Ruapehu, så I må nøjes med Ngauruhoe som sædvanligvis også står og fiser lidt.







Til gengæld var der drageflyvning på golfbanen foran det fine hotel The Grand Chateau. Og det havde sikkert været en stor succes hvis det havde været lidt mere end 5 grader.

Klik på billedet for at køre slideshow.

Vi snuppede lige en dag fuld af vandfald, huler, picnic og klippeformationer - altsammen i nærheden af Otorohanga og bedst af alt - i behagelig gåafstand af 'bussen'.

Klik på billederne for at forstørre.

Efter en tur ‘off the beaten track’, nemlig vestkysten syd for Auckland er vi kommet til Otorohanga en typisk lille by med et rimeligt stor opland bestående af farmere.
En kilometer hovedgade med livlig handel, et par sidegader uden den store aktivitet samt Oto’s store trækplaster The kiwi House. Siden en gang i halvfjerdserne har man her holdt kiwi fugle i fangenskab og således givet os turister mulighed for at se denne forunderlige fugl og nationale ikon i levende live - noget som bliver mere og mere svært i naturen.

Kiwi’en kunne før den hvide mand kom til NZ tælles i millioner, men skovrydning og introducerede dyr som hunde, opossums, fritter (nej ikke dem fra McD) og andre har gjort livet svært for det kære kræ, som aldrig har lært at flyve. Bestanden i naturen vurderes i dag at være omkring de 70000.
95% af alle æg sættes til livs af kiwiens fjender inden de bliver til noget som helst og bestanden falder derfor så hurtigt, at den sidste vilde kiwi lukker og slukker i 2015 - trist men sandt.
Så må vi nøjes med at komme til Otorohanga og se de ‘optrædende’ fugle. Kiwien er et nattedyr, som sædvanligvis sover 20 timer i døgnet. Af samme grund har man også på stedet 2 hold som sammen med et par ugler, på skift holder til i det nattebelyste indelukke så turister i hele åbningstiden langsomt kan defilere forbi og få et førstehåndsindtryk af både den overraskende store ‘Great Spotted Kiwi’ og den mindre fætter ‘North Island Brown Kiwi’.
Lysforholdene var selvsagt ikke optimale for fotografering, så vi iler i mangel af bedre med et billede af en udstoppet model.








For at turisterne (os) ikke kun skal holde ved Kiwi House i et par timer, har man i Otorohanga udtænkt en plan der skal lokke folk ned ad hovedgaden og kigge på vinduer. I et antal udvalgte vinduer beskriver man i ord, billeder og eksempler populærkulturelle begreber og nationale ikoner; legetøj som alle er vokset op med, ferievaner, yndede sportsgrene, parcelhusarkitektur, beklædning, reklameslogans, betydende virksomheder og personer mv. En interessant og lærerig slendretur gennem den new zealandske folkesjæl. Der skal dog mere til at lokke denne turist indenfor til kasseapperatet. Ingen billeder herfra, men se mere her.

Ideen er hermed givet videre til diverse handelstandsforeninger, som så kan muntre sig med at ramme den danske folkesjæl ved at udstille rugbr>ød med leverpostej, kolonihavehus, klaphat, fodnotepolitik, lego, jantelov og meget mere i både købmandens, apotekets og videoudlejningens vinduer.

Klik på billederne for at forstørre.

På denne tur har vi besluttet at transportere os selv i en Toyota Previa eller rettere en Estima, da det er en japansk model importeret til New Zealand som brugt. Dette importfænomen er meget udbredt her i landet og må formodes at skyldes at japanerne også kører i den ‘forkerte’ side. Den eneste mangel er så at den medfølgende radios FM modtager kun modtager fra 76 til 91 Mhz. Da New Zealandske radiostationer i store træk boltrer sig på de samme frekvenser som danske, betyder det jo at man har et meget begrænset udbytte af radioen. Med 3 børn på bagsædet er det dog ikke noget problem at opretholde et passende lydniveau. Med automatgear, aircon kørende og masser af bjergkørsel præsterer bilen ca. 8,2 km på en liter blyfri 91. Vi har derfor frekventeret en del benzinstationer. Og godt det samme, da dette var et vægtigt argument i min orlovsansøgning til OK.








Her har jeg samlet en del fotografiske indtryk fra denne odyssé igennem den New Zealandske benzinbranche. Her er tilsyneladende ingen BEK555 eller andre snærende bånd. Min research er meget uvidenskabelig og givet langt fra udtømmende, men der ses både salgspladser uden afløb, tage af tømmer og mange andre fine detaljer.










På den afbildede forholdsvis nye Mobil station (som havde både afløb og udskiller) har jeg dog tankvognschaufførens ord for, at dampretur ikke er noget man bekymrer sig om her til lands til trods for kiwiernes selvopfattelse som værende både ‘clean’ og ‘green’. Bemærk i øvrigt på billedet med den fine truck, den i skærmtaget indbyggede højttaler som kører konstant, med det vi vist kalder butiksbudskaber. En idé man måske har hentet hertil fra Horsens egnen.
Ja, en tur til New Zealand er på mange områder en rejse tilbage i tiden. Her finder man sine steder stadig benzinstationer med en slange over indkørslen, som - når den bliver kørt over - aktiverer en klokke i butikken eller værkstedet. Frem kommer en imødekommende mand, som venligt spørger til en velbefindende, tanker bilen op og tjekker olien.







Her er en udtalt mangel på diodeprisskilte, så måske min ven Bent Møller skulle lægge vejen forbi. Han skal dog være forberedt på at sollyset er noget kraftigere her og at kiwierne ikke synes at have den samme besættelse med at skifte priser i i tide og utide.









New Zealand er et dejligt land og stod allerforrest da der blev uddelt vejsving. Dette gør kørslen dejligt varieret og er samtidig en udfordring når man kører med en dyrebar last af den ene eller anden slags. Turister og tankvognschaffører har jo en tendens til at komme ud i de aller yderste afkroge af landet og her er vejene ofte grusveje og med talrige envejs broer. Dette til trods skiltes der konsekvent med 100 km/t, hvilket kan undre. Apropos tankvognskørsel, så tjek lige denne her fra TV nyhederne den anden dag.






Skulle man nu have fået lyst til at bosætte sig i NZ og desværre ikke kan håndtere en stor lastbil, er der selvfølgelig mulighed for at stå bag disken. Jeg faldt på min vej over dette tilbud i Kawhia med en en fin udsigt som nok kun matches af SuperBrugsen Glyngøre, mit hjemmekontor og nogle få andre. Bemærk i øvrigt det fine eksemplar af et Pohutukawa træ, også kendt som det New Zealandske juletræ pga. de røde blomster på denne tid af året.











Og så slutter vi lige med en rigtig lækker stander….

Klik på billederne for at forstørre.

Vi havde ikke planlagt de helt store ‘reunion parties’ i Auckland udover en visit hos min tidligere chef hos Danske Møbler, Allan og hans kone Kerry. Allan er som det vil fremgå af linket af dansk afstamning og således hvad vi hjemme i Danmark vil betegne som anden genrations indvandrer. Min forbindelse til Allan og Danske Møbler stammer fra min ‘dannelsesrejse’ (jeg ved ikke om det lykkedes) i ‘87 hvor jeg blaffede rundt i NZ i 2 måneder. Jeg hørte om Danske Møbler og fandt det naturligt som snedker at opsøge dem. Blev modtaget med åbne arme og fik den helt store rundvisning. Min næste kontakt med Allan var i ‘93 hvor han var venlig at sende et jobtilbud til brug for vores visumansøgning og emigration. Allan har arvet sin positive indstilling fra sine forældre og er et fint eksempel på den her til lands så udbredte ‘no worries’ indgangsvinkel til mange forhold.

Den danske koloni i Auckland udgjorde i sin tid fundamentet i vores sociale netværk og tilfældet ville, at vi i under vores juleindkøb i et indkøbscenter rendte ind i Annette som også er anden genration. Det blev således til et dejligt gensyn hos hende og Lucien (anden generations fra Holland) og deres 3 piger som er nogenlunde jævnaldrende med vores. Det er en fornøjelse at se pigerne lege. For Laura’s vedkommende foregår det på engelsk, med alt det hun har lært og mere kommer hurtigt til. De andre to klarer sig med ‘danglish’ og en smule tegnsprog.
Det er sjovt at se folk igen, efter ikke at have haft kontakt i 10 år. De fleste ligner sig selv - klart nok, jeg ser jo også ligeså godt ud som for ti år siden.











Juleaftensdag bød på et gensyn med Per som rundede de 50 år og derfor bød på brunch i haven. Per, som er gift med kiwi Dianne har boet hernede i en del år efterhånden. Med til festen var der udover et ‘surprise visit’ fra DK, (ikke os) mange af de mere perifere bekendte, så vi fik lige opdateret hele vejen rundt.
Julen blev tilbragt sammen med vore værter Susan og Dave på kiwi manér dvs. at juleaften gik vi tidligt i seng for at stå tidligt op julemorgen og tjekke om julemanden havde været og fylde sokkerne fra kaminhylden op. Og mindsanten om ikke det var sket - HO HO. Som om det ikke var nok var der selvfølgelig også et (plastic)træ med masser af gaver under. De blev hurtigt flået op med stor entusiasme. Det bedste synes jeg dog var julefrokosten, den utrolig lækre skinke og alt tilbehøret som vi fik eftermiddagen til at gå med, at sætte til livs i selskab med vore værter og Daves søster og svoger. Alt imens børnene (6 piger) legede med havebassin mm.
Den 26. sagde vi farvel og på gensyn til vore værter og lagde kursen mod syd.









Inden vi forlod Auckland aflagde vi Lisbets gamle chef (som ikke er så gammel endda) Yvonne et besøg. Yvonne er også andengenerations indvandrer fra Holland og drev i sin tid en salon i Mt. Eden, men har siden oprioriteret sin frihed og nøjes nu om stunder med at leje en stol i en salon (et forholdsvis udbedt fænomen på disse kanter). Frisører er jo generelt gode til at snakke og med Yvonne er det ingen problem at holde snakken gående. Lisbet fik lige trimmet lokkerne inden vi igen tankede Previaen op og forlod storbyen Auckland.

Klik på billederne for at forstørre eller starte video

Bay of Islands er iflg. al tilgængelig turist litteratur et ‘must’ for besøgende til NZ. Der er mange gode grunde hertil. Det var her fra briterne koloniserde New Zealand og efter mange års skærmydsler indgik traktat med maori befolkningen, som var kommet til New Zealand ca. 800 år tidligere fra Polynesien. Denne traktats underskrivelse i Waitangi fejres stadig fra officielt hold hvert år som New Zealands nationaldag. Emnet landrettigheder synes dog ikke at være uddebatteret og giver løbende anledning til diverse forlig mellem regeringen og forskellinge maori stammer.
Hele familien Bang besøgte Waitangi for en historie lektion i emnet 'nationens fødsel'. Maori kulturen er på stedet repræsenteret med en krigskano og et hus, begge rigt dekoreret med trditionelle maori træudskæringer.












Det beste ved hele dagen var dog iflg. de yngste den 10 min. lange tur tilbage til vores indkvartering i Russell med hurtig vandtaxi hen over bølgerne.
En anden god grund til at besøge området er den fantastiske beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. 150 øer, masser af små vige og bugter fyldt med dejlige strande og et bakket landskab som giver masser af udsigt til herlighederne. Vores foretrukne sted Russell byder på rimelig indkvartering med en dejlig udsigt (se evt. linket i Lisbets indslag nedenfor). Her har vi boet flere gange tidligere og vi havde hjemmefra booket 5 nætter. Vi havde selvfølgelig håbet på 5 dage med strandvejr, men måtte i stedet for nøjes med en pose blandede bolcher som indbød mere til ‘home schooling’.









Området er også velsignet med et rigt dyreliv til havs og delfiner kan man møde året rundt. Delfinernes tilstedeværelse danner, med myndighedernes tilladelse og overvågning, grundlag for en omfattende forretning med små og større både hvormed man kan enten iagttage eller endda svømme med delfinerne. Vi valgte den første mulighed kombineret med en tur ud til stillehavskysten. At se delfinerne muntre sig i vandet var en stor oplevelse. Se billederne og husk, at det er ikke som at være der selv.






Julen nærmer sig og dette mærkes på udvalget af indkvartering. Vi ender med at køre fra Russell til Warkworth som udover at være en lille hyggelig by også byder på ‘Sheepworld‘, hvor vi indtog et underholdende og lærerigt show om New Zealands foretrukne landbrugsdyr fåret. Selvom bestanden af får er næsten halveret de sidste 20 år, er der dog stadig 10 får for hver af de 4 mill. indbyggere. Vi fik demonstreret hyrdehundenes kunnen og jeg fik afprøvet min evner udi kunsten at sortere får.








Lisbet fik desværre ikke lejlighed til at demonstrere sine klippeevner, men et højdepunkt var selvfølgelig at få lov at fodre de små lam, som var åh så søde, som var de taget lige ud af en køkkenrullereklame.