***** BIG BANG TOUR *****
Med familien Bang Down Under

Så er det slut på vores eventyr down under. Fra Melbourne har vi i morgen 33 timer hjem til Hinnerup og jeg skulle så egentligt på arbejde dagen efter vi kommer hjem, men jeg har jo heldigvis en forstående arbejdsgiver og afspadserer lige mandagen for at komme over den værste jetlag.
Alt i alt glæder vi os gevaldigt til at komme hjem igen. Måske venter en lille påskefrokost med lidt laks og sild og hvis det går rigtigt vildt til; en enkelt akvavit. Herefter rigtig forår og en god lang sommer.


Det har været en fantastisk tur og jeg glæder mig over, at vi som danskere er så priveligerede og i øvrigt ikke skal redegøre for vores personlige CO2 regnskab på selvangivelsen.


Denne blog blev min debut som webmaster og jeg håber at du har haft fornøjelse af at følge med på vores tur. Besøg på internet café eller adgang til nettet på anden måde er blevet en post på den moderne turists budget, men jeg synes dog kun at jeg i ringe grad har følt mig som slave af teknologien. Ét er sikkert; skulle vi have skrevet lige så mange postkort som der har været ‘hits’ på siden ville det have kostet betydeligt mere i porto og arbejdsindsats.


Skulle du nu have fået lyst til at tage på langfart til New Zealand og Australien, hjælper vi gerne med vores bedste råd - send os en @.


Dette blev så næstsidste indslag på denne blog - vi lader billedet stå et øjeblik...

Klik på billederne for at forstørre.

Storbyferie bliver vist aldrig det store hit hos os. Vores ben er ganske enkelt for korte - og så 170 kr. for at parkere i 5 timer !
Vi lagde ud med det store overblik fra 55. etage og herefter stod den på de sidste desperate souvenir indkøb. I processen var Marie ved at blive spist af en rullende trappe - den nøjedes dog heldigvis med at gnaske hælen af hendes Crocs kopier, som vi derfor straks opgraderede til den ægte vare.

Herefter kørte vi Visa kortet helt i bund. Selv jeg blev grebet af stemningen og fik mig en meget nødvendig og helt igennem uundværlig hat.

Klik på billedet for at forstørre

Hej Alle.
Ja nu lakker det mod enden. I dag skal vi en tur ind til Melbourne og i morgen, så er det hjem. Følelserne er meget blandede men det bliver selvfølgeligt dejligt at komme hjem. Vi har haft det dejligt og har ikke fortrudt et øjeblik, der er selvfølgelig nogle ting, vi ville gøre anderledes, NÅR vi tager afsted igen, men det kan til enhver tid anbefales. Det har jo også været dejligt at have kontakt til DK, via vores blog og mails, jeres kommentarer og nyheder fra jeres hverdag, har bragt os tilbage til Hinnerup, når vi har haft brug for det.
Dermed vil jeg sige TAK til alle, der gider høre på det. Vi parkerede pigerne i legeland i et par timer, så jeg kunne blive lidt opdateret, inden slaget går løs på onsdag. Jeg glæder mig helt vildt til at se jer alle igen og endnu en gang tak for interressen for vores tur.

I denne digitale tidsalder har vi naturligvis taget en del billeder på vores tur. Nogle er slettet, mange har du set her på bloggen, men endnu flere er gemt på harddisken til yderligere sortering og vores egen nydelse på de lange mørke vinteraftener.

Kan du gætte hvor mange billeder der er gemt på harddisken siden 28. november har du chancen for at vinde en god flaske australsk vin.

Klik på “Kontakt” og send dit navn samt antal billeder inden søndag 1. april kl. 14:41. Om alt går godt vil vinderen blive offentliggjort her på siden inden søndagen er omme.

Klik på billederne for at forstørre.

Vi har på et meget tidligt tidspunkt planlagt, at vores østkyst tur skulle sluttes af med en daseferie på en tropeø. Intens research på nettet ledte os i forsommeren frem til Magnetic Island som ligger lige ud for Townsville. Øen udmærker sig ved at være tæt på fastlandet, have ordentlig indkvartering til rimelige penge , at have koraller langs nogle af strandene samt i øvrigt at have et rigt dyreliv.
Yderligere research fik os til at booke 5 nætter på Island Lesiure Resort. Det skulle dog vise sig at være unødvendigt (og lidt dyrere) da tiden her inden påske åbenbart er udpræget lavsæson. Faktisk havde vi et helt resort (17 huse og en vidunderlig pool) helt for os selv den første nat. Til gengæld havde vi resten af tiden godt selskab af en familie fra Hvidovre, som var i Australien fordi faren, der er brandmand deltog i WPFG som er en slags olympiade for politi og brandvæsen. Hvorfor er det at jeg tror, at noget sådant ikke findes for ingeniører ?
Jeg ved ikke om det er fordi vi er på en ø, men tempoet synes lidt lavere og venligheden og imødekommenheden synes lidt større. Det er lidt som at komme til Frøstrup, bortset fra at vi her forstår hvad de lokale siger.

På vej på færgen anviste en venlig herre os bagagevogne (han kunne godt se, at vi havde rigtig meget at slæbe på). Den samme mand mødte vi senere samme aften, hvor han optrådte som kommentator / auktionarius / løbsleder mm. ved det ugentlige tudseræs, hvor lokale og turister morer sig med at spille på hvilken af 8 tudser som kan hoppe hurtigst. Tudserne er de såkaldte Canetoads hvis forfædre er importeret fra Hawaii i 1930’erne som insektbekæmpelse i sukkerrørsmarkerne, i dag en plage fra Sydney til Darwin.








Han genkendte de 3 blondiner og anbefalede os at komme ned til det gamle færgeleje dagen efter kl. 17:30, hvor han hver dag fodrer rockwallaby’erne, som bor i klipperne på pynten. Vi ankom i god tid og det lod til at kænguruerne kunne klokken, for der var allerede et par stykker forsamlet. På slaget halv seks kom Vern med sin Toyota fuld af græs, kartofler og andet kænguruguf og kaldte på sine venner. Inden der var gået et minut var over 40 dyr samlet, flere med unger i pungen. De var rigtig søde og et stort hit hos pigerne (ja selv jeg synes de var søde). Da dyrene var fodret af, kørte Vern os hen forbi den lokale skole og viste os et højt eukalyptus træ i skolegården, som de sidste par år har været hjem for en koalabjørn som sikkert ikke kommer ned før det sidste blad er væk.












Koalaer måtte vi bare se flere af, så næste dag tog vi bussen til den anden side af øen, hvor Koala Sanctuary ligger. Her fik vi repeteret vores viden om krokodiller og lærte en masse om slanger og koalaer fx. at en koala gerne skal have 300 eukalyptus træer for at overleve samt at de kan være nogle aggressive dyr forklædt som Teddybjørn. De kan ikke lide at være tæt på jorden, hvilket også (til stor skuffelse for pigerne) betød, at de ikke måtte kramme eller holde den. I stedet fik koalaen lov at kramme Lisbet.





På skolesiden har vi på det seneste haft overvægt af svømning og naturhistorie, mens vi endegyldigt har opgivet at undervise mere i dansk og matematik. Vi glæder os til at blive genforenet med Rønbækskolens inspirerende og stimulerende indlæringsmiljø.
Den 26/3 flyver vi til Melbourne hvor vi har 4 dage til at akklimatisere os til de mere tempererede egne.

Klik på billederne for at forstørre


Noosa Heads var et dejligt gensyn, selv om der vist var færre mennesker på stranden for 20 år siden. Woolworth's havde tilbud på kængurufilet, så det stod menuen på. Og hvordan smagte det så - tja, det var marineret kængurufilet, så det smagte vist mest af marinade.








12/3 gik det videre mod Bundaberg, hvor højdepunktet var aftenens ekskursion til skildpaddeudklækning på nærliggende Mon Repos Beach. Her kommer havskildpadderne ind og lægger deres æg i sandet. På et tidspunkt synes de mange små, at det er tide at kravle op, flytte hjemmefra og bevæger sig derfor ned til havet, hvor langt de fleste desværre ender som føde og kun et fåtal opnår at få deres egne børn 30 år senere. Her på fastlandet udklækkes flest hunskildpadder, mens der ude på øerne, hvor sandet er 1 grad eller 2 koldere udklækkes flest hanskildpadder. Måske det er ligesådan hos menneskene, vi har det i hvert altid godt varmt hjemme hos os. Alle tiders aften på stranden i selskab med de nuttede poder og padder. Hjemme i hytten igen tjekkede vi sengene for kakerlakker og andet kryb og gik til køjs.

Næste dag forsatte vi til Rockhampton, selvudråbt som 'Beef Capital of Australia'. Naturligvis er indfaldsvejen behørigt dekoreret med 'The Big Cow' og 'The Big Bull' (med the big kugler). Ellers er der vist ikke det helt store at berette om Rocky. Krokodiller havde vi endnu ikke fået krydset af vores liste, så eftermiddagen gik til Koorana Crocodile Farm, en af Queenslands mange turistfælder. Vi blev spist af med en video, hvorefter en fire fem krokodiller blev spist af med noget andet. Slutteligt og mest vigtigt for os turister fik vi vores 'Kodak Moment' hvor de som turde, fik lejlighed til at holde en rigtig levende krokodille. Det er trods alt noget andet end dværgskægagamerne hjemme i fritidsklubben.





15/3 kørte vi så videre mod nord til Mackay - 335 kedelige km hvor højdepunktet ses på billedet til højre. Vest for Mackay bor næbdyret, som vi så ikke lige fik krydset af vores liste, da den bor små 100 km vest på og vi synes vi havde kørt nok. Så det blev til en slapper ved poolen og i stedet får I lige et billede af Marie som leger Koalabjørn i en lygtepæl.













17/3 fortsatte vi gennem endnu flere sukkerrørsmarker til Airlie Beach, hvor vi slog os ned i 3 dage og Lisbet indledte med at fodre papegøjerne. Som tak besørgede de kære fugle ned ad ryggen - og det var ikke deres egen.










Hovedattraktionen her er Whitsunday øerne og The Great Barrier Reef. Da vi senere kommer til Magnetic Island, hvor vi forhåbentlig får lejlighed til at snorkle i selskab med kulørte fisk og koraller, har vi været lidt tilbageholdende med at slæbe ungerne ud til det ydre rev og kaste dem ud til hajerne. Nu om dage har man dog store fast forankrede pontoner, indrettet med 'kældervinduer' så børn og andre som foretrækker 'fast grund’ under fødderne også kan være med. Det ville jo være ærgerligt at forpasse chancen for at se revet tæt på inden den globale opvarmning afbleger det helt og en klog mand har en gang sagt, at det er bedre at fortryde noget man har gjort, end at fortryde at man ikke fik det gjort, så nu har vi booket en søndagstur til Knuckle Reef Lagoon , hvor vi skal ud at finde Nemo.

Klik på billederne for at forstørre

Uha, det går stærkt nu. Vi kan knapt huske hvor vi boede i går og vi synes, at vi kører langt i dette meget varme og meget store land. Vi er dog utrolig glade for at vi ikke skal bo i en kassevogn (som var den oprindelige plan) men har valgt at bo i hytter, som her i Queensland som regel er udstyret med aircondition. Komfortgrænsen rykker sig jo lidt med alderen og jeg undrer mig over hvordan jeg klarede mig med spidstelt her for tyve år siden.
Den skræmmende tanke om børnehave, skole og arbejde er nok så småt begyndt at dukke op i baghovedet uden at vi dog rigtig har tid til at forholde os ret meget til den. Skolemælken er bestilt, togbilleterne hjem fra Kastrup er bestilt - nu mangler jeg vist bare at undersøge om "Udvidet krisehjælp i forbindelse med hjemkomst" er dækket af vores rejseforsikring.

Det sidste stykke tilbage til kysten fra Armidale til Coffs Harbour over bjergene blev tilbagelagt 6/3 og var sikkert en rigtig fin tur, hvis ikke det havde regnet uafbrudt hele dagen. Vi skal nok bare være glade for at det ikke gik os ligesom kænguruen, som sikkert havde overset en lastbil for ikke så længe siden. I Coffs blev det til 65 mm på 24 timer. Nej, vi forstår jo ikke al den snak om tørke, vandingsrestriktioner, genbrug af spildevand og planer om afsaltningsanlæg.







Næste formiddag tog vi i Pet Porpoise Pool som er Coffs svar på SeaWorld. Der er en 'rigtig' SeaWorld oppe ved Brisbane, men den er så stor (og dyr) at man er bedst tjent med at have to dage og den er vist ligeså meget en traditionel forlystelsespark med rutsjebaner osv.
Foretagendet i Coffs er et forholdsvis lille, hyggeligt og overskueligt sted, hvor der er tid og plads til både at fodre pingvinerne, klappe delfinerne og blive kysset af sælerne.





Således underholdt blev frokosten indtaget ved en af de mange dejlige nærliggende strande, hvorefter turen fortsatte nordpå. Selv om vores bil er udstyret med aircon, er der grænser for hvor længe man kan holde 3 piger indespærret og erfaringen siger, at vores grænse for en behagelig dagsmarch ligger mellem 250 og 300 km.
Dette bragte os til Ballina, hvor vi efter at have talt de resterende dage efter, bookede to nætter og tog en slapper ved pool'en.


Den 9/3 indledte vi med en lille omvej gennem sukkermarkerne ved Mt. Warning, hvorefter vi kom tilbage til hovedvejen lidt syd for Brisbane. En dejlig omvej - vi undgik ikke bare en masse vejarbejde, men også noget af Australiens værste turistslum; Surfers Paradise.






I Brisbane tjekkede vi ind og skyndte os at springe i poolen, som efterhånden er blevet et meget vigtigt kriterium når der skal vælges indkvartering. Det blev endda til en lille godnat svømmetur for pigerne, som rigtig nyder det våde element og alle har gjort store fremskridt med snorkel og gummitæer.




10/3 stod vi tidligt op, men det var nu mest fordi vi ikke havde opdaget, at Queensland ikke har stillet urerne frem til sommertid. Hvorfor skulle de også det, når der praktisk talt er sommer hele året.

En lille afvigelse fra hovedvejen bragte os igennem Glass house Mountains og forbi Australia ZOO. Vejen vi kørte ad hed 'Steve Irwin Way' - kunne vi læse på nogle fine nye skilte. Tilbage på hovedvejen kom vi til Nambour og 'The Big Pineapple', et højdepunkt i den meget kitsch'ede kategori 'The Big Anything'. Andre indslag på vor vej har været The Big Banana, The Big Prawn, The Big Lawnmower, The Big Chainsaw og mange andre. Nej, australierne er i det hele taget ikke bange for at skilte. Også på dette punkt lægger de sig tæt op af deres amerikanske åndsfæller.

Lørdag 10/3 kom vi til Noosa, hvor vi lige bliver et par dage inden turen fortsætter mandag mod Bundaberg.

Klik på billederne for at forstørre

Det var dejligt at slippe ud af Sydney den 28/2. Første stop var Blue Mountains, som markedsfører sig selv som noget nær det ottende verdens vidunder. Vi er dog nok efterhånden svære at imponere med landskaber efter 3 måneders ophold i NZ.
Sandheden om Blue Mountains succes som turistmål er dog nok en blanding af at der ganske vist er pænt, men også at de ligger tilstrækkeligt tæt på Sydney, til at det kan klares på en dagstur, hvilket bla. mange japanere benytter sig af. Vi er rendt ind i rigtig mange af slagsen rundt omkring og de er altid underholdende at observere. Tilsyneladende er de et meget selskabeligt folkefærd, de rejser i hvert fald som oftest i store grupper. Desværre ser det ud til mange af dem fejler det samme som Michael Jackson, idet de ofte ses mere eller mindre tildækket og helst ikke bevæger sig udenfor uden lange ærmer og handsker. Endelig deler vi jo selvfølgelig vores dybe interesse i fotografi, eller i hvert fald i fotografering.
Jo Blue Mountains nyder godt af sin nærhed til Sydney og det slår også igennem på pris og kvalitet af indkvartering. I Blackheath fik vi opstøvet en noget deprimerende hytte som helt sikkert ville have taget stikket hjem i kategorien "Ældste Komfur".










1/3 gik turen gik videre til Bathurst, hvor vi snuppede et par dage ved poolen og langt om længe fik kigget lidt på skolebøgerne igen. Lørdag 3/3 satte vi fartpiloten til og slog den fra et par timer senere i Dubbo, hvor vi tog i ZOO. Her ligger nemlig Western Plains ZOO, som er en stor safaripark i stil med Knuthenborg. Temperaturen sneg sig denne dag op på 37°C og vi blev enige om at det er outback nok for os og vendte Toyotaen tilbage mod kysten.
Inden vi nåede tilbage til The Great Dividing Range og det mere frodige New England blev det 4/3 til et kort ophold i Coonabarabran, en lille by som pga. sin nærhed til det rigtig store teleskop i nærliggende Siding Springs Observatory markedsfører sig som Astronomy Capital of Australia. Vi er her så langt ude på landet, at der ikke er nogen forstyrrende lys når man gerne vil sidde og glane ud i det uendelige. Det store teleskop er kun for rigtige stjernenørder, så vi turister må nøjes med det mindre, men nok så nørdede Skywatch.
Skyerne trak sammen over Coonabarabran og fuldmånen og lynene i horisonten udgjorde en god optakt til vort møde med himmellegemet. Inden det blev helt overskyet nåede vi at se bla. Saturn med dens ring og Stilhedens hav på Månen, hvor Armstrong måske/måske ikke landede da jeg var en lille dreng. Desuden kan vi nu altid finde syd ved hjælp af Sydkorset. Efter at have lukket observatoriet for regnen som nu var begyndt, gik vi nedenunder i planetariet og fik vi et lynkursus i stjernebilleder og den sydlige himmel. Hjemme i hytten et par timere senere gik vi i seng efter en spændende aften og et gevaldigt tordenvejr.

Akademiet har været samlet (det har faktisk næsten ikke været adskilt siden november) og har i kategorien "Værste skodhytte" udpeget en vinder. Det var nemlig ret nemt. Og vinderen er.......Kawhia.
Der var tale om en standard hytte - laveste standard. Ét rum fyldt med køjesenge fra først i det 20. århundrede. Vinduerne var delvist tilmalet, hvilket selvfølgelig forbedrede udsigten en del ! Det var klamt og fugtigt i en sådan grad, at vinduerne ikke kunne lukkes helt uden et velrettet slag udefra.
Kawhia udmærkede sig nogle dage efter vores ophold ved at være gerningssted for et knivstikkeri med dødelig udgang. Politi og redningsmandskab måtte i første omgang opgive at udøve deres pligter og afvente forstærkning fra Hamilton, da den forsamlede feststemte menneskemængde udover at være både høje og skæve, også var ualmindeligt galsindede. Jo de forstår at feste i Kawhia. Ejeren af huset besluttede hurtigt at brænde huset af, for at viske tavlen ren - det kunne han jo også lige så godt, da kommunen for længe siden have påbudt ham at fjerne det.

I kategorien "Bedste udsigt" var det straks sværere at nå til enighed om en vinder. De var alle gode og havde forskellige kvaliteter. Lange drøftelser mundede ud i en afstemning. Og vinderen er........Opononi.
Der var tale om en køkkenhytte, som helt sikkert også kunne vinde i kategorien "Største afstand til toiletbygningen" (den lange bygning nederst i billedet).
Til gengæld var der ikke langt til busken udenfor. Hyttens interiør var ikke noget at skrive hjem om og den lille terrasse hvorfra den gode udsigt kunne nydes var tilsyneladende lavet inden vaterpasset for alvor blev udbredt på disse kanter.
Terrassen var dog ikke tilstrækkelig skæv til at de mange (åh så nuttede) geders efterladenskaber kunne trille ned i mellem brædderne. Det gik til gengæld helt godt med benene på havestolene, hvilket nemt kunne have resulteret i brug af vores rejseforsikring.

Og endelig til resultatet af vores web poll: Hvem burde have vundet ? - Tak til de mange som har stemt - alle otte ! Også tak for de ugyldige afgivne stemmer Inge !
I kategorien "Værste skodhytte" var der ingen tvivl blandt læserne. Kåret som enstemmig vinder er: Kawhia.
I kategorien "Bedste Udsigt" var der 6 gyldige stemmer - 2 til hver udsigt. Hvilket jo bare betyder at alle udsigter var rigtig gode.
Ved et helt tilfældigt sammentræf blev Inge (bedre kendt som "Inge Mor", Hinnerups bedste dagplejer) vinder af lodtrækningen om den tvivlsomme fornøjelse af en aften i selskab med familien Bang og vores feriealbum - gaaaab !
Vi glæder os til at se dig og din familie den aften. Resten glæder vi også til at se igen.

Klik på billederne for at forstørre.

Med en følelse af at vi allerede savner NZ, kastede vi os ud i lidt storbyferie. Vi boede på hostel som unge mennesker (i gennemsnit er vi jo også lige omkring de tyve). Det bliver nok aldrig vores stærke side - alle de biler, busser, høje bygninger og mærkelige mennesker.
Første punkt var naturligvis operahuset, hvor jeg fik lov at tage en rundtur, mens pigerne nød udsigten over havnen - eller var det de nærliggende butikker ?
Operahuset er jo en fantastisk bygning, som bare skal opleves. Budgettet lød oprindeligt på $7 mill. Da det stod færdigt 14 år senere havde man brugt $102 mill. Nå ja, sådan kan det gå når man bygger.
Eftermiddagen bød på lidt gåtur i den gamle del at Sydney og en tur omkring MyPlanet's kontor for at hente en voucher på vores Avis udlejningsbil.







Efter lidt aftensmad ville jeg tage min familie ud at se Greyhound løb på den nærliggende Wentworth bane. Desværre kørte den pakistanske chauffør os til Harold Park Raceway.
Det lyder måske ens på pakistansk - hvem ved.
Han virkede meget overbevist om at vi kar kommet det rigtige sted hen, da han tog imod de 10 $. To minutter senere var vi overbevist om det modsatte - nemlig at vi var kommet til en næsten nærliggende hestevæddeløbsbane hvor der foregik absolut intet. 3 minutter senere tog regnen til i styrke og stod nu ned i lårfede stråler. Efter at have gået tilbage til nærmeste hovedfærdselsåre - op ad bakke (og i regnvejr) besluttede vi at aflyse aftenens ekskursion og forsøge at finde en taxachauffør som ville stoppe 5 personer ind i en alm. taxa.
Det lykkedes, og for at være sikker på at komme hjem og helst uden at skulle have et tillægslån, oplyste vi kineseren om at vi gerne ville til Hotel Marlborough. Dette hotel ligger ligger på hovedgaden i Newtown i overkommelig gåafstand til vores mere ydmyge tilholdssted, som ligger i et virvar af ensrettede sidegader.

Næste dag snuppede vi lige et museum, nemlig Australien Museum, som udover en samling mineraler og udstoppede dyr også indeholder en samling af aboriginal kunst samt en tankevækkende indføring i Australiens behandling af de indfødte, herunder tvangsfjernelse af op imod 100.000 børn helt op i 1960'erne.
En gåtur gennem den botaniske haves koloni af flyvende hunde bragte os igen ned til operahuset (hvor jeg lige snuppede endnu et dusin billeder eller to) og videre til Circular Quay, hvor vi tog færgen til Manly og nød resten af eftermiddagen på stranden med at bygge sandslotte og kigge på surfere og hvad er nu ellers er at kigge efter på en strand.